Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Navne

Wheat udvider ejerkreds og ledelse: “Vi bliver ikke en vinder-virksomhed ved kun at lave besparelser”

Offspring A/S, som står bag børnetøjsmærket Wheat, udvider ejerkredsen med tidligere Shoe the Bear-stifter Thomas Frederiksen, der også indtræder som kommerciel direktør.
Offspring A/S, som står bag børnetøjsmærket Wheat, udvider ejerkredsen med tidligere Shoe the Bear-stifter Thomas Frederiksen, der også indtræder som kommerciel direktør.

Charlotte og Peter Galsgaard, stiftere og nuværende ejere af Offspring A/S, som står bag børnetøjsmærket Wheat, har udvidet ledelsen og ejerkredsen. Thomas Frederiksen bliver fremover både en del af virksomhedens daglige ledelse i rollen som kommerciel direktør, men har også købt sig ind som medejer.

“Wheat har været på en konstant vækstrejse de seneste mange år. Formålet med at få Thomas Frederiksen ind som en del af både ejerkredsen og ledelsen har været at sikre, at denne rejse fortsætter. Thomas har nogle kompetencer indenfor blandt andet e-commerce, som er essentielle i vores vækststrategi i årene fremover,” lyder det i en pressemeddelelse fra Peter Galsgaard, der er administrerende direktør, hvorimod Charlotte Galsgaard er kreativ direktør.

En brancheerfaren profil med fokus online

Thomas Frederiksen stiftede i 2007 det danske skobrand Shoe the Bear og agerede CEO, indtil virksomheden blev solgt i juni 2018. Derudover sidder han som en del af bestyrelsen i Dansk Mode & Textil. Hos Wheat – hvor han de sidste tre år også har været en del af bestyrelsen – får han fremadrettet ansvaret for den digitale omsætning og strategi, samt for markedsføring.

“Gennem mit bestyrelsesarbejde for Wheat har jeg fået et godt indblik i virksomheden og det potentiale, der ligger heri. Wheat har i dag en unik position som en af markedslederne for økologisk børnetøj i Norden,” supplerer Thomas Frederiksen og fortæller om sin strategi som ny kommerciel direktør:

“Brandet har i dag en masse loyale fysiske kunder, som vi fortsat skal yde en førsteklasses service for. De er alle vigtige samarbejdspartnere i at styrke Wheats brand og fortælle vores historie. I tillæg til dette vil der være et stort fokus på også at blive markedsleder på de digitale salgskanaler. Vi er allerede tilstede på flere onlineplatforme, og første skridt er indenfor kort tid at fordoble Wheats samlede onlineomsætning,” siger Thomas Frederiksen.

Corona rammer – men giver tid til at lægge grundstenene til fremtiden

Offspring A/S, der har eksisteret siden 1999, og som i dag beskæftiger 29 medarbejdere i Danmark, Norge og Tyskland, har over de seneste fire år fordoblet omsætningen, så den i dag forventes snart at runde 100 millioner kroner. Men ligesom alle andre i denne branche er Charlotte og Peter Galsgaard også mærket af den nuværende situation.

“Det er klart, at vi i Wheat også er påvirket af Corona-pandemien. Vi ser ind i et svært år for mange af vores gode kunder, og her skal vi være omstillingsparate. Vi har arbejdet ud fra flere forskellige scenarier og har tilpasset virksomheden til en ’ny hverdag’. Dette har også betydet, at vi desværre må sige farvel til nogle rigtig gode mennesker i organisationen,” siger Peter Galsgaard og italesætter selv elefanten i rummet:

“Det kan måske virke uovervejet at investere i ansættelsen af en kommerciel direktør netop nu midt i orkanens øje. Men vi er meget opmærksomme på, at man i tider som denne også lægger grundstenene til fremtiden. Og vi bliver ikke en vinder-virksomhed ved kun at lave besparelser. Der skal også investeres de rigtige steder, og det er netop det, vi gør ved at indgå et samarbejde med Thomas Frederiksen,” afslutter han.