CORONA

Blanche: “Vi skal holde hjulene kørende og arbejde ud fra, at der kommer et behov for mode igen”

Hvordan designer man en kollektion til en fremtid, der synes mere usikker end nogensinde før? Det er bare én af de udfordringer, Blanche-stiftere Mette Fredin Christensen og Melissa Bech lige nu står overfor.
31.03.2020 ∙ af Sofie Ringtved Jensen
Foto: Blanche Resort20. Fotograf: Elisabeth Eibye.

Vil I sætte ord på, hvordan situationen ser ud hos jer lige nu?

METTE: “Vi er meget påvirkede af situationen her hos Blanche. Alle vores daglige arbejdsprocesser er blevet ændret, og nogle af dem er også sat helt på hold. Vi prøver på bedste vis at omstille os, så godt vi kan, men da vi er en lille virksomhed, kan frygten for vores overlevelse godt virke meget forfærdende, og det hele lidt fornuftsstridigt. Vi i modebranchen arbejder jo tidsmæssigt foran mange andre brancher, og lige nu sidder jeg for eksempel alene på kontoret og designer vores SS21-kollektion, som jo først skal leveres om et år. Det svært at tænke et år frem, når verden er som den er lige nu. Men det også nødvendigt at tro på, at det ender godt, og at vi får genskabt balancen og ikke mindst modebranchen igen. Vi tror på, at alt skal tilpasses de nye tider, men vi tror også på, at vi skal holde hjulene kørende og arbejde ud fra, at der kommer en ny hverdag og et behov for mode og for Blanche igen. Og så prøver vi at finde de små positive glimt i det hele, for eksempel at det, der sker lige nu, er rigtig godt for miljøet og vores klimaaftryk.”

Hvordan har I konkret grebet situationen an? Både i forhold til jeres egen virksomhed og jeres medarbejdere, men også det økonomiske aspekt?

METTE“Vi er til dagligt et lille team på fire fastansatte, men grundet Covid-19 har vi været nødsaget til at sende to fra vores team på ’lockdown-ferie’ med støtte fra regeringen, så de kan få løn, og vi kan beholde dem efter Covid-19. Det betyder, at rigtig mange af vores daglige arbejdsopgaver ikke kan varetages optimalt, og at vi i værste fald ender med at annullere næste kollektion (Cruise 21), da vi frygter, at kunderne ikke har kapital til at købe den efter dette. Og at de varer, som skulle sælges i butikkerne lige nu (SS20), ikke når ud til slutforbrugeren påvirker os også rigtig meget. Det her er desværre en situation, som kommer til at ramme os og branchen hårdt, og vi vil kunne mærke efterdønninger af det rigtig længe.

Dog forsøger vi alt, hvad vi kan for at tænke i muligheder og ikke i begrænsninger, og vi håber herved at komme op med nye løsninger og andre formater, der kan hjælpe os til også at have en relevans efter denne krise. Så husk at støt lokalt og hjælp små virksomheder i denne tid. Vi har brug for det.”

Hvis man ser konkret på salg; hvad er status?

MELISSA: “Vi kan se, at alt retail står stille. Det er en usikker situation og fremtid, vi står overfor. Butikkerne står tomme og varelageret står stille. Som et nystartet brand er det en udfordring, der tvinger os til at skære ned og tilvænne os den nye verdenssituation. Vi forsøger så vidt muligt at holde gang i vores og kundernes sociale medier og webhandel.”

Hvad har været og er de mest kritiske udfordringer, I møder lige nu, og hvordan takler I dem?

MELISSA: “En udfordring er, at vores SS20-kollektion ikke har noget gennemsalg hos vores kunder. Denne tid har tvunget os tid at skære ned – det bliver et andet modebillede, vi går i mod. Jeg håber personligt, det tvinger slutforbrugeren til at tænke mere over, hvad vi køber – jeg håber, vi går mod mindre, men bedre. Vi prøver generelt at se så positivt på det som muligt, for os er kommunikation og dialog med kunder essentielt.”