DK Company opsiger 125 medarbejdere
Covid19-krisen har allerede nu haft store konsekvenser hos DK Company, hvor administrerende direktør Jens Poulsen i dag har måttet sige farvel til ansatte i både København, Vejle og Ikast.OPDATERET den 20. marts: DK Company har i dag hjemsendt 600 medarbejdere på baggrund af regeringens hjælpepakke. 300 medarbejdere arbejder hjemmefra.
“Det gør ondt. Det er en hård dag. Men vi bliver nødt til at kigge på det med ansvarlighed, og vi kan ikke se en bedring på den korte bane.”
Sådan siger CEO i DK Company Jens Poulsen til TV Midtvest i dag. En dag, hvor han sammen med resten af ledergruppen i koncernen har måtte sige farvel til 125 medarbejdere på kontorerne i København, Vejle og Ikast.
“Vi bliver ramt fra alle fronter på én gang. Sommersalget mister vi, men vi kan heller ikke gå ud og lave vores juleindsalg til butikkerne lige nu, fordi det hele er lukket ned. Vi kan ikke komme rundt i verden. Vi vurderer, at tøjforbruget ikke kommer i fokus, og derfor ser vi en klar, hård opbremsning, som er så markant, at vi ikke kan sidde den overhørig uden at gå ud og afskedige medarbejdere,” siger han videre til TV Midtvest og fortæller, at han forventer, at DK Company kan risikere at tabe op mod en tredjedel af sin omsætning i år. Et tab, der svarer til én milliard kroner.
I går kunne vi i en artikel fortælle, at DK Company – ligesom en lang række andre danske modevirksomheder – også har set sig nødsaget til at lukke sine butikker midlertidigt på grund af Corona. En beslutning, der ligeledes blev begrundet med ønsket om at tænke ansvarligt og følge regeringens opfordringer til, at folk bliver hjemme.