Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, Indland, Modeuge

Ganni lukkede modeugen – og åbnede døren til et nyt årti

Ganni har med indgangen til 2020 taget hul på en ny stilæra, som på en og samme tid er både mere sofistikeret, nedtonet og voksen, men samtidig tro mod det modeimperium, de har brugt 10’erne på at bygge op.
Ganni har med indgangen til 2020 taget hul på en ny stilæra, som på en og samme tid er både mere sofistikeret, nedtonet og voksen, men samtidig tro mod det modeimperium, de har brugt 10’erne på at bygge op.

Ganni, Copenhagen Skatepark, torsdag den 30. januar 2020, klokken 19.00.

Ganni har om nogen defineret den danske modescene i 10’erne, siden Ditte og Nicolaj Reffstrup overtog roret på brandet i 2009 og trin for trin brugte det forestående årti på at opbygge det, der i dag er en global modesucces. Og på den måde er det jo også meget passende, at det er Ganni, som nu vil vise os, hvad det næste årti, 20’erne, kommer til at byde på i modeland.

For det var netop det nye årti, som vi for nu snart en måned siden trådte ind i, som agerede omdrejningspunkt for Gannis AW20-show og -kollektion her til aften i Copenhagen Skatepark. En kollektion, der med titlen 202020 stiller spørgsmålet: hvad kan vi forvente os af den næste dekade? Og hvad ønsker vi os egentlig af den? For Ditte Reffstrup selv er svaret ganske simpelt: 2020’erne skal handle om at finde hinanden igen og derefter sammen komme frem til, hvordan vi gør tingene anderledes. Hvordan vi kan være fælles om at gentænke moden. For vi lever i en tid, hvor vi er mere forbundne end nogensinde før – ja, vi er nærmest ’hyper connected’, som Ditte selv formulerer det – men samtidig er det som om, at der eksisterer en større og større afstand mellem os mennesker.

Af denne grund har Ganni taget hul på et år, hvor de vil hylde det kreative samarbejde via et ongoing projekt året igennem med 20 forskellige kvindelige kunstnere – hvoraf flere af dem var med allerede denne modeuge. Det er i form af både kunstneren Ana Kraš, som havde malet store farverige – og permanente – værker på Skateparkens mange flader, Marie Lea Lund, som havde bygget skulpturer af blandt andet gammelt butiksinventar (herunder en dekorativ opsats med sammensatte gine-torsoer), samt den digitale kunstnerduo Pinar+Viola, som stod bag et digitalt værk, hvor en algoritme havde fordrejet billedet på en stabel flimrende TV-skærme. Værker, der ikke bare handler om at række hånden ud og invitere nyt talent ind under Ganni-paraplyen, men også om at understrege brandets igangværende transformation og ambition om at bidrage til en bedre og grønnere modeindustri ved at illustrere, at man ikke altid behøver at bruge eller producere yderligere for at skabe noget nyt.

Dykker man ned i kollektionen, finder man også her svar på, hvad det nye årti mere konkret vil byde på indenfor mode, i hvert fald i Gannis optik – men hånden på hjertet ville det jo ikke være første gang, de formår at sætte standarden i denne branche. Og her er der tale om det, man kan fristes til at kalde en ny æra for den Ganni Girl, som er født ud af brandet, og som nu er vokset op side om side med den utroligt lukrative forretning, Ditte og Nicolaj Reffstrup står med i dag. For kollektionen bød på en mere sofistikeret, afdæmpet og ja, voksen, side af den ellers gennemgående ungdommelige stil, som mærket de sidste ti år er blevet kendt for. Det sås blandt andet i farvevalget, som strakte sig hovedsagligt fra sort til beige, over grøn og gul og chokoladebrun. Her var også både mere nedtonet, anvendelig denim og mange flere skræddersyede styles og klassiske suits – dog altid på ’Ganni-måden’, som for eksempel en oversize, ærmeløs blazer. Adskillelige sorte, brune og grønne læderstyles og sågår et fint bud på the little black dress gav et mere traditionelt sexet look, end vi hidtil har set. Flot understreget af modellernes styling, som blandt andet bød på en tungere og mere markant makeup end den Ganni-pige, vi har lært at kende gennem 10’erne.

Men selvom hun tydeligvis er ved at blive voksen, er Ganni-pigen stadig til at kende. Og heldigvis for det. Hun har stadig den yndige, karakteristiske blondekrave hængende ned om skuldrene, bare i en mere nedringet model, og hun har stadig store grove støvler på, selv når hun er iført pailletter. Hun kaster stadig en blomstret kjole over hovedet fra tid til anden, og hun kan fortsat godt lide, når det feminine møder det maskuline på den måde, som kun Ganni kan balancere det. Ja, selvom vi har taget hul på et nyt årti, kan hun stadig godt finde på at supplere sit sofistikerede jakkesæt op med en taske med en stor gul smiley malet på. For hun ved det, Ganni og Ditte Reffstrup ved det – og nu ved jeg det også: Moden anno 2020 og de næste ti år frem handler om at finde hinanden, så vi i fællesskab kan bane vejen til en bedre verden – men det betyder jo ikke, at vi ikke kan have det sjovt undervejs.

Se hele kollektionen her.