Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, Indland, Modeuge

Med kantede designs og grunge-inspiration gjorde Tonsure et stærkt comeback til modeugen

Tonsure vendte efter fem sæsoners fravær tilbage til modeugen i København med en grunge-inspireret kollektion, der understregede mærkets evne til at skabe kantede designs med international appeal.
Tonsure vendte efter fem sæsoners fravær tilbage til modeugen i København med en grunge-inspireret kollektion, der understregede mærkets evne til at skabe kantede designs med international appeal.

Tonsure, Basement, torsdag den 30. januar 2020, klokken 13.30.

Efter fem sæsoners fravær fra showkalenderen under Copenhagen Fashion Week, gjorde Tonsure i dag et kærkomment comeback med en af de præsentationer, som jeg personligt havde set mest frem til. For siden mærkets opstart i 2014, har Tonsure markeret sig som et af dansk herremodes mest interessante brands, når kreativ direktør Malte Flagstad har udfordret herregarderobens klassiske og konventionelle silhuetter.

Som Tonsure fortalte i et interview her på Fashion Forum forud for modeugen, ville deres comeback i dag samtidig markere en slags 2.0-æra for mærket, hvor kollektionens mix mellem kantede og kommercielle designs ville være endnu mere afbalanceret og udpræget end tidligere.

Spillestedet Basements rå kælderlokaler på Vesterbro dannede rammen for Tonsures “nye” retning, og her så vi en kollektion, som stadig bød på masser brand-DNA og designs med international appeal og kant, som altid har stået som mærkets helt store styrke. Men samtidig jonglerede kollektionen også med items og looks, som vil være nemmere for de mere konservative mænd – og kvinder for den sags skyld – at inkorporere i garderoben.

Tonsure åbnede deres præsentation med at vise en nyfortolkning af den stumpede bomberjakke med de overdimensionerede lommer, som siden begyndelsen har været deres måske vigtigste signatur-item. Denne sæson kom jakken i en grøn colourway med bleachede detaljer, og netop den grønne farve var gennemgående i store dele af kollektionen, hvor vi også så flere blomsterprints på bukser og skjorter samt en bikerjakke i samme farve.

Kollektionen hentede også tydelig grunge-inspiration, hvor elementer som en tartanternet skjortejakke med en voluminøs silhuet stod som en af de stærkeste items, vi blev præsenteret for i dag. Det samme gjorde i øvrigt jakkerne, hvor Flagstad havde merget bikerjakker og dynejakker.

Men det mere kommercielle og let spiselige udtryk lod sig heller ikke fornægte, som når Raiden Rose fra Rosegold var klædt i en dobbeltradet frakke med en højhalset strik under, og når det karakteristiske Teddybear-logo kom til syne på en trøje.

Som en ekstra add-on til kollektionen, benyttede Tonsure også comebacket til at introducere en ny og bæredygtig denimlinje, Tonsure 24H, der bestod af jakker og jeans lavet i 50/50 genanvendt og organisk bomuld.

Det klædte i den grad modeugen, at Tonsure denne sæson var tilbage på kalenderen. Og selvom man måske kunne frygte, at en del af den vision, som har karakteriseret mærket siden opstarten, ville forsvinde i jagten på et delvist mere kommercielt udtryk, beviste Flagstad, at man sagtens kan finde en fin balance mellem de to ting.

Se hele kollektionen her.