Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, Indland, Modeuge

Soulland udnyttede hjemmebanefordelen på Frederiksberg med overlegen show-location

Soulland elsker København og delte endnu engang sin kærlighed til byen, da de torsdag aften skabte et øjebliks magi i en af Københavns mest ikoniske bygninger.
Soulland elsker København og delte endnu engang sin kærlighed til byen, da de torsdag aften skabte et øjebliks magi i en af Københavns mest ikoniske bygninger.

Soulland, Forum, torsdag den 30. januar 2020, klokken 16.00.

I august sidste år vendte Soulland tilbage på den danske showkalender med et stort anlagt show efter deres pause og udlandseventyr. Det blev denne sæson fulgt op med vol. 02 i deres “Commuters trilogy”, under navnet “Public Domain”, i intet mindre end selveste Forum.

De inviterede blev ført ind i et mørklagt Forum af seaters klædt i hvide skjorter og ført ind til midten, hvor bænke og en oplyst runway ventede. En super imponerende og teatralsk setting understøttet af stemningsmusik – blandt andet af Peter Peter og The Bleeder Group fra filmen Pusher 2’s soundtrack.

Showet blev skudt i gang med lette dunjakker og bukser, tech pieces i form af skaljakker og tynde træningsjakker. Tech-referencerne var gennemgående på mange looks både til herrer og damer, også i form af en cool lag-på-lag-styling.

Der blev fulgt op med mere klassiske oversized suits, frakker og strik i samarbejde med kunstneren Lulu Kaalund. Selvfølgelig blev vi heller ikke snydt for Soullands, efterhånden, signatursilkepieces i alle mulige forskellige versioner, silhuetter og print.

I den sammenhæng løftede de også sløret for deres kommende samarbejde med Peanuts (Radiserne) af legendariske Charles M. Schulz, som blandt andet bød på kort- og langærmede skjorter og en lang gennemsigtig kjole til damerne. Det tynde gennemsigtige materiale gik igen på flere pieces på damesiden af kollektionen, så man blev helt i tvivl, om det nu var et AW-show, vi var inde og se. Hvide, sandfarvede og mere farverige looks fulgte efter, og understøttede at Soulland teamet måske har været i forårshumør, da de sammensatte den ene halvdel af deres AW-kollektion.

Stærke pieces som en orange skaljakke, læderbukser og jakker, fake fur leopardjakker og en frakke med print og splash af orange, med et lille nik til Dries Van Noten, stod ud og gav et lækkert touch.

Blandt looksne kunne det skarpe øje også lægge mærke til endnu et stærkt samarbejde, i form af solbriller med hollandske Ace & Tate.

Soulland synes at have fundet en opskrift på en kollektion, som indeholder en masse virkelig gode og praktiske pieces, men stadigvæk med plads til de lidt sjovere og vågede ting, som ikke kan eller skal bæres af alle. I forbindelse med showet havde Soulland teamet op med modemagasinet The New Order, hvor showet blev streamet live og alle styles kan bestilles frem til lørdag eftermiddag. Dette er ikke bare en måde at komme i tættere dialog med de dedikerede Soulland-fans på og give dem en fin fordel – det er ideelt set også en måde, hvorpå brandet kan undgå overproduktion af styles og ligesom mange af brandets materialer, endnu et skridt i den bæredygtige retning.

Soulland har velfortjent kæmpet sig op i en liga, hvor de velsagtens kan anses som en af modeugens darlings, og med et stærkt team i ryggen er der ingen grund til at tro andet end, at anden del af deres rejse bliver meget spændende at følge med i.

Se hele kollektionen her.