Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, Indland, Modeuge

Girl gone rogue

Stand leverede sexede kjoler og råt læder og viste et cool take på den biker-mode, vi ikke kommer uden om næste vinter.
Stand leverede sexede kjoler og råt læder og viste et cool take på den biker-mode, vi ikke kommer uden om næste vinter.

Stand Studio, The Lab, torsdag den 30. januar 2020, klokken 9.00.

Svenske Stand, der er kendt for sin legesyge tilgang til læder og faux pels, lagde hårdt ud torsdag morgen med en skarp kollektion fyldt med biker-inspirerede styles og 80’er-referencer, der også var mere sexet end det, vi tidligere har set fra mærket.

Læder, både ægte og det, der ligner, fyldte en del i kollektionen. Nogle steder med metallisk dyreprint printet på, mens det andre steder var mikset mellem forskellige farver af læder, der var i fokus. Som skråt skårede kjoler med nitter, læderbukser med lynlåsdetaljer og fortolkninger af den traditionelle bikerjakke, der gav kollektionen et råt udtryk. Ikke på den fandenivoldske måde, men på en mere cool og raffineret måde, der spillede godt op imod kollektionens mange 80’er-referencer med blandt andet markante skuldre som en gennemgående ting.

Kjoler i forskellige længder udgjorde også en stor del af kollektionen, fra den korte blazerkjole i slangeprint og den ditto korte leopardkjole til den grønne tætsiddende kjole med skarpt skårede skuldre, der ville have gjort enhver Krystle Carrington (tænk 1980’ernes hit TV serie “Dollars”) misundelig.

Der var selvfølgelig også masser af faux pels i forskellige varianter, som ternede frakker i imiteret ræv og rulam eller den blå imiterede mink – alle frakker, der helt sikkert vil falde i god jord hos brandets trofaste følgere.

En af kollektionens mange højdepunkter var de nye kviltede tasker, der kom både i skind og faux skind og er en videreudvikling på de pelstasker (de var der selvfølgelig også) som Stand lancerede sidste år. Derudover var accessorieskollektionen blevet udvidet med en lille skokollektion bestående af tre forskellige styles: et par pumps, et par korte støvler og – favoritterne – de lange støvler, der er en velkommen asset til Stands univers.

Se hele kollektionen her.