Stine Goya, Copenhagen Contemporary, onsdag den 29. januar 2020, klokken 16.00.

Der er én ulempe ved at lave et show, som er fuldstændigt magisk. Et af de der shows, hvor gæsterne går derfra helt høje med adrenalinen pumpende igennem årerne. Og det er, at det er svært at leve op til næste gang. Sådan forestiller jeg mig, at team Stine Goya må have haft det, da de satte første streg til planlægningen af denne sæson. For brandets SS20-show var netop en af den slags oplevelser, der – for mit vedkommende i hvert fald – har skrevet sig ind i bogen som et af de mest mindeværdige. Men selvom der var meget at leve op til, formåede Stine Goya i dag at holde niveauet og levere et show, der var deres navn værdigt.

Brandet havde til dagens show iklædt Copenhagen Contemporary i gul og orange med både en geometrisk mønstret bagvæg og en stor sekskantet scene i midten af rummet. Her var fem up-and-coming musikere placeret i en rundkreds med hver sit foretrukne instrument. Kunstnere, der var sat sammen for allerførste gang af Escho Records, og som i fællesskab improviserede det lydmæssige bagtæppe, der først ganske roligt og siden med øget acceleration intensiverede stemningen undervejs.

Kollektionen, der havde fået navnet “On Air”, er inspireret af kunstnerparret Christo og Jeanne-Claude, som er kendt for deres kontroversielle og midlertidige værker med naturen som omdrejningspunkt, hvor hele øer, broer eller bygninger pakkes ind i stof i klare farver. Værker, der har som vision at lade os som beskuere genopdage det, vi troede, vi kendte.

Og det viste sig i kollektionen på flere niveauer. Både i form af de mere figurative og direkte referencer, som en smuk hvid silkekjole med spredte farverige illustrationer af blandt andet en indpakket statue, men også de mere abstrakte og indirekte af slagsen via tekstilvævninger, som bragte tankerne hen på værkernes karakteristiske reb og indbindinger. Altid med en kærlig hilsen til brandets hjem, København, idet det var byens kendetegn, som var pakket ind – ja, der var sågar et virkelig dekorativt og meget Stine Goya’sk print, som i sin næsten barnlige streg havde optegnet det meste af vores kære hovedstad.

Enkelte styles stod særligt frem. Det gælder blandt andet et velsyet shorts-suit i klar turkis og en super fin mørkternet buksedragt, der gik ud i ét. Generelt var kollektionen præget af en mere afdæmpet stil og rolige naturfarver, end Stine Goya ellers er kendt og elsket for. Mørkegrønne nuancer, knitrende tekstiler og mere maskulint overtøj, der var både sporty og outdoor-venligt. Men der var – heldigvis ­– også mange velkomne feminine farveglimt og de klassiske Stine Goya-kjoler, der med sine eventyrlige silhuetter, glimtende pailletter og lange snit kan være selv en brud værdig. Og igen denne sæson var kollektionen krydret med flere fantastiske show pieces, der fortsat er lavet i bæredygtige materialer – som i øvrigt også er optrappet i resten af kollektionen denne sæson, vel at mærke.

Også dagens modelcast bryggede videre på Stine Goyas fine mission om at gøre modebranchen til et sted, hvor der er plads til alle – uden at det dog blev udtalt som i sidste sæson. I stedet blev det gjort mere subtilt. Som en selvfølge, at alle mennesker kan og skal have plads på catwalken. Og det er jo i virkeligheden også den vej, den slags helst skal gå. Fra statement til selvfølge. Hvad end vi taler diversitet eller bæredygtighed. Og den vision bryggede Stine Goya på fornemste vis videre på i dag med en kollektion og et show, som gik rent ind.

Se hele kollektionen her.