Rave Review vil redde os fra vores dystopiske fremtidsudsigter
Upcycling har sjældent været flottere end hos de svenske modeugedebutanter Rave Review, der præsenterede en kollektion rig på vintagemønstre og spændende materialesammensætninger.Rave Review, The Lab, Studie 6, tirsdag den 28. januar 2020, klokken 11.00.
Det var bare en kort gåtur gennem regnen fra det ene The Lab-studie til det andet, fra Carcels debutshow til de svenske upcyclere Rave Reviews ditto. I studiet blev man mødt af afdæmpet lys, kaskader af røg og lyden af regnvejr, der pumpede ud af højttalerne. På gulvet lå vandposer, der agerede som en beskyttede hinde om de blomster, der lå inde i, og i to af hjørnerne tonede metalskulpturer frem af hvad, der lignede vragdele fra en skrottet bil. Og så var den dystopiske stemning ligesom sat. Og det er meget passende, når man tænker på, at Rave Review laver tøj udelukkende af eksisterende materialer. Til en fremtid, der vil være præcis så dyster, som showets ramme dikterer. Hvis vi da ikke gør noget drastisk og reducerer vores ressourceforbrug.
Men der er håb. Det blev illustreret på fineste vis, da showet skulle til at gå i gang. Der blev lyset tændt, gardinerne trukket fra og regnvejrslyden slukket. Og ind kom de første modeller og åbenbarede flere af de arketypiske, mønsterrige, cut-and-sew outfits, som de Beckmans-uddannede designere Josephine Bergqvist og Livia Schück bag Rave Review har gjort til deres varemærke. Et af de første looks var for eksempel en kjole i forskellige nuancer af rød/blå/grønne/gule ternede uldtæpper, som dem, du garanteret er stødt på hjemme hos din mormor, der svøb sig tæt om modellens krop i lag og med cut-out-detaljer, som vækker minder om 90erne. Kanten var frynset. Bare lige, hvis vi havde glemt, at det altså er tæpper, dette tøj er lavet af. Rave Review vil nemlig have dig til at gentænke, hvad luksus er. Det kan også være din mormors gamle tæppe.
Og det var bestemt ikke den eneste gang, vi så de ternede uldmaterialer markere sig på catwalken. Mest i form af forskellige cut-and-sew sammensætninger på alt fra jakker til kjoler. Selve showet var generelt en overbevisende demonstration af, præcis hvor langt man kan tage upcycling, hvor langt man kan tage det fra amatørstadiet, som den metode ofte er forbundet med. Det fungerede godt i overtøjet. For eksempel i en stor to-tonet frakke med støvede blomstermønstre – og blomster var også et gennemgående tema i kollektionen – i lilla og gule vintagenuancer og et overdimensioneret revers. Den balancerede på den linje, som Rave Review befinder sig tæt på hele tiden: mellem cool og kitsch. Men uden at træde helt af sporet.
Allerbedst tog Rave Reviews materialepuslespil sig ud i fire mørkegrønne outfits – både et sæt, en stropkjole og en kort og en lang frakke, der på hver sin måde præsenterede de stribede og ternede uldmaterialer. Suverænt smukt cut-and-sew arbejde. Tilpas konstrueret, tilpas sofistikeret og tilpas redigeret. For nogle gange kunne man altså godt savne lidt redigering fra den svenske duos hænder. Idéerne er der i overflod, og det skal Rave Review have ros for, men efter de første mange indgange forstod man godt tematikken.
Rave Review beviste, hvorfor flere af de førende modemedier har øjnene rettet på dem. Hvorfor H&M og Elle i Sverige sidste år gav dem deres Newcomer-pris. Og hvorfor de passer så godt til Copenhagen Fashion Week, der netop har en ambition om at gøre det bæredygtige til udgangspunktet for moden. Men uden at give afkald på æstetikken.
Se hele kollektionen her.