Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, Indland, Modeuge

Mykke Hofmann designer til kvinder med attitude

Designerduoen Mykke Hofmann designer – i delikate overskudsmetervarer – feminint tøj, der skal sætte kvinden selv i centrum.
Designerduoen Mykke Hofmann designer – i delikate overskudsmetervarer – feminint tøj, der skal sætte kvinden selv i centrum.

Mykke Hofmann, Pakhus 11, tirsdag den 28. januar 2020, klokken 12.00.

Det handler om respekt. For arbejdet, for produktionen, for medarbejderne, for miljøet, for håndværket, for tøjet.

Det er indgangen til opmærksomhed omkring tøjproduktion og formålet omkring Mykke Hofmanns AW20-kollektion, skabt af Sedina (Mykke) Holilovic og Jelena Hofmann. Begge er født i Jugoslavien, men mødtes på gymnasiet i Tyskland, hvor de enedes om at starte eget brand, der fik navnet Holy Ghost. I 2010 grundlagde de i stedet Mykke Hofmann, der har hovedsæde i München og nu produceres af 40 kvindelige medarbejdere i Umcari i Serbien.

I dag blev Mykke Hofmann for fjerde gang præsenteret i København med premiere på mærkets femte showkollektion i Pakhus 11 ved Amerikakaj. Designerne, der skaber tøj til “kvinder med attitude”, som de selv beskriver det, baserer deres designfilosofi på troen på den styrke, som tøj med underspillet slagkraft har. Tøj, der sætter kvinden i centrum, uden at hun føler sig overdressed.

Kollektionen af italiensk, portugisisk og tysk uld, bomuld og silke, blandt andet fra overskudslagre og overproduktioner, spiller på skønheden i det disharmoniske – hvilket her betyder kontraster i materialer, farver og snit.

Designet er tænkt som en nem elegance af flyvende materialer i flydende og især asymmetriske snit. Asymmetri er nemlig et gennemgående element med ankellange slå-om-nederdele med ‘handkerchief’-snippesømme eller som en flæse på skrå over ryggen på en trench coat. Nye detaljer viste sig som løbegangsærmer, kæmpe manchetter og rynkede skulderposesnit. Disharmonien – kontrasten – viser sig som sort mesh strik under orange maxi nederdele eller i farvemikset lilla med rødt, lavendel med orange og lilla med oliven, der er Mykke Hofmanns store 2020-farver.

Kollektionen kræver høje piger; det er svært at forestille sig en lille kvinde i designet, der indimellem kan mangle lidt lethed, men den var der dog som meget smukke chiffonkjoler, stribede i oliven, lilla, hindbær og sennep, som også vil klæde erhvervskvinden perfekt, når hun fra talerstolen går ud til middag.

Se hele kollektionen her.