Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, Indland, Modeuge

Med kærlig hilsen Lovechild 1979

Anne-Dorthe Larsen tog os tilbage til 70’erne til en tid, hvor moden var til for at elske – og gjorde det bare en tand rarere at være til i 2020.
Anne-Dorthe Larsen tog os tilbage til 70’erne til en tid, hvor moden var til for at elske – og gjorde det bare en tand rarere at være til i 2020.

Lovechild 1979, Charlottenborg Festsal, tirsdag den 28. januar 2020, klokken 16.00.

Lovechild 1979 har en brilliant evne til at få sine gæster til at føle sig godt tilpas. Til at gøre det rart at være til deres shows. Om det er, fordi man er omringet af bølgeskvulp og morgensommersol på Helgoland Badeanstalt, eller man – som i dag – er placeret i Charlottenborgs smukke festsal på bløde, sartfarvede, quiltede tæpper med en kop varm æblecider i den ene hånd og en småkage i den anden. Selv væggene bød her til eftermiddag velkommen med nuttede patchwork-inspirerede vægtæpper med påsyede sætninger som “Remember when you wanted what you currently have” og “It’s all for love.”

Kreativ direktør – og kærlighedsbarnet fra 1979 – Anne-Dorthe Larsen har alle dage været tro mod sit 70’er ophav. Både i navn og design. Men det er som om, at vores stadigt mere kaotiske verden bringer det yderligere frem i hendes kreative udfoldelser. AW20-kollektionen, som har fået navnet “All For Love”, understregede dette på fineste vis. Som en manifestation af projektet Lovechild 1979, der altid har handlet om at gøre det, man elsker og er bedst til.

Og bedst, det er Anne-Dorthe. Igennem showets i alt 30 indgange beviste hun, hvorfor vi (læs: jeg) gang på gang finder tilbage til netop hendes designs, når vi mister overblikket over, hvad der er op og ned i denne kaotiske sfære, vi kalder mode. Ind kom en kavalkade af styles, man har lyst at fylde garderoben med. Som de velsyede suits og skjorter – ofte med en overdimensioneret pussybow. Sorte læderstyles i form af både en – to die for – blazer (smukt båret af Lykke May), kjoler og bukser. En lang sort uldkappe, de karakteristiske blomstrede kjoler, bløde strikveste, fløjlsbukser – og en lang strikket nederdel, der var sat sammen med et bredt bælte i taljen og en hvid skjorte, og som er en af den slags designs, man husker, selv når festsalen for længst er tømt og næste show er i gang.

Modellerne var stylet loyalt mod kollektionens stærke 70’er referencer med flagrende, bølgende hår og store runde briller. Forførende. Sofistikeret. Voksent. Aldrig blev det for ’udklædt’, idet nostalgien blev brudt af moderne detaljer og silhuetter, der trods alt huskede os på, at vi er i 2020 – og her skal der også lyde en cadeau til Agnes Buch, der, som noget nyt, agerede ekstern stylist for brandet. En brand, hun har udfordret kærligt med sin tungere styling og mere sexede fokus, end det vi normalt kender Lovechild 1979 for.

For meget kan man sige om Lovechild 1979 — at det gang på gang formår at løfte opgaven, skaber brugbare og inspirerende designs, har et veldefineret DNA, og ja, jeg kunne blive ved – men det, der allermest slår mig som kendetegnende ved brandet, er, at man kan mærke, at det er lavet med kærlighed. Og hvad mere kan man egentlig ønske sig i dag, hvor vi mere end nogensinde før har brug for lige netop det? At finde tilbage til det, moden egentlig handler om og det, vi elsker den for.

Se hele kollektionen her.