Cirkulært børnetøjskoncept er gået konkurs
Det nordjyske firma ReBuyBaby, der de sidste to år har gjort en forretning ud af at levere tøj til børn på abonnement, er gået konkurs på trods af flere kapitalindsprøjtninger fra erfarne investorer.I august kunne vi skrive, at nordjyske ReBuyBaby, der blev stiftet i 2017 af parret Michelle Lindhardt og Christian Møller, havde fået endnu en kapitalindsprøjtning fra en erfaren investor, som kunne se potentiale i virksomhedens cirkulære koncept. Denne gang fra den tidligere ejer af Stylepit, Christian Bjerre Kusk. En investering, der ifølge Christian Møller skulle bidrage til at kunne yderligere udvikle og vækste den allerede voksende forretning – og tage den “fra startup til scaleup,” som han selv formulerede det dengang.
Men nu, kun lige godt tre måneder senere, er historien en hel anden. ReBuyBaby er nemlig gået konkurs. Det skriver Finans, som henviser til en skrivelse fra Statstidende.
Investorer føler sig ført bag lyset
Ambitionerne var ellers store for parret bag konceptet, der ifølge dem selv bød velkommen til 400 nye medlemmer hver måned, og som forventede at gå fra fire til otte medarbejdere inden udgangen af 2019. Men ifølge Finans, har investorerne, der foruden Christian Bjerre Kusk også tæller Andreas Dirksen, manden bag Plusbog.dk, ved nærmere undersøgelse af virksomhedens regnskaber fundet ud af, at de oplyste tal ikke var retvisende. Af denne grund, føler de sig nu “en smule ført bag lyset,” som Andreas Dirksen siger til Finans.
Ifølge Klaus Smedegaard Rasmussen, der er kurator i konkursboet, er det stifterne selv, der har valgt at begære sig konkurs ved skifteretten i Aalborg. Og han forventer, at den ellers lovende virksomhed med de bæredygtige målsætninger lukkes endegyldigt ned.
“Som det ser ud nu, forventer vi, at firmaet lukker. Hvis vi finder en køber til butikken, kan det da godt være, at vi kan starte det op igen, men udgangspunktet er, at virksomheden lukker, og at varelageret bliver omsat,” udtaler han til Finans.
Fashion Forum har forsøgt at få en kommentar fra Christian Møller, men har på nuværende tidspunkt ikke hørt tilbage fra ham.