Núnoo i fortsat høj fart: Nyt regnskab viser vækst i både top og bund
Det danske taske- og accessoriesbrand har brugt det sidste år på at styrke den internationale tilstedeværelse samt at investere i vækst – og satsningerne betaler sig, viser nyt regnskab.Allerede sidste år – kun tre år efter Søstrene Pia Silfen-Jensen og Naja Silfen stiftede taske- og accessories brandet Núnoo – vidnede virksomhedens regnskab om, at de havde fået rigtig godt fat i forbrugerne. Hvor bruttofortjenesten var steget fra lige knap halvanden million til 9,6 millioner, var årets resultat firdoblet sammenlignet med resultaterne i 2016/17.
Og nu ser det ud til, at det danske brand, der siden begyndelsen har specialiseret sig i og haft stor succes med influencer marketing, endnu en gang kan præsentere positiv vækst.
Det viser deres nye årsregnskab for perioden 1. juli 2018 til 30. juni 2019. Heri ses det nemlig, at de internationale ambitioner, som brandet allerede sidste år løftede sløret for, har givet salget endnu et skub i den rigtige retning. Årets resultat lander på knap 5,9 millioner kroner mod sidste års fire millioner, og bruttofortjenesten er steget fra 9,6 millioner kroner i 2017/18 til nu at snige sig op på lige over 12 millioner. Egenkapitalen er mere end fordoblet fra 4,9 millioner kroner til knap 10,8 millioner.
Investeringer har båret frugt
Ifølge administrerende direktør Rasmus Silfen-Jensen var der da også store forventninger til resultaterne, idet Núnoo har brugt det sidste år på at geare virksomheden til yderligere vækst:
“Vi er meget stolte af årets resultat og er meget tilfredse med at se, at de satsninger og betydelige investeringer, vi har foretaget i vores design og brand samt i vores organisation med nye medarbejdere, systemer og lager, har båret frugt. Vi går nu målrettet efter at øge vores nuværende markedsandele og tilstedeværelse i Skandinavien og resten af Europa – og ikke mindst i USA, hvor vi netop har skudt vores seneste kampagne,” siger han i en pressemeddelelse og fortæller, at Núnoo i dag sælges i over 350 butikker på verdensplan hos modeforhandlere som danske Illum, spanske El Corte Inglés, italienske La Rinascente og engelske Selfridges.
“Vores ambitioner er lige så høje, som de altid har været, og vi går fortsat målrettet efter at være et af verdens førende brands inden for accessories. Vi har for nyligt udvidet organisationen yderligere for at ruste os til de opgaver, vi står over for, og ser i det hele taget frem til at bygge videre på Núnoo,” fortsætter Rasmus Silfen-Jensen, og afslutter ved at fortælle om nogle af de kommende tids strategier for brandet:
“Den kommende tid byder på nogle virkelig spændende opgaver, og vi skal blandt andet lancere en eksklusiv kollektion med Selfridges i London, ligesom vi har mange andre spændende projekter i pipelinen, som vi snart vil løfte sløret for.”