Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Núnoo firdobler overskuddet: “2018 var året, hvor vi ville udover de danske grænser”

På bare tre år har Núnoo-stifterne, Pia Silfen-Jensen og Naja Silfen, skabt et brand, der er godt på vej til et internationalt gennembrud. Det viser både det seneste rekord-regnskab og den nyeste kampagne, som var en drøm, der gik i opfyldelse.
På bare tre år har Núnoo-stifterne, Pia Silfen-Jensen og Naja Silfen, skabt et brand, der er godt på vej til et internationalt gennembrud. Det viser både det seneste rekord-regnskab og den nyeste kampagne, som var en drøm, der gik i opfyldelse.

Søstrene Pia Silfen-Jensen og Naja Silfen, der for bare tre år siden stiftede brandet Núnoo, har fra dag ét aktivt brugt influencere som en forretningsstrategi i opbygningen af deres virksomhed. Og dén strategi har båret frugt. Allerede tilbage i maj i år kunne de to stiftere fortælle, at influencer marketing har haft en positiv effekt i form af både brandopbygning og øget efterspørgsel. Men nu har effekten også vist sig på bundlinjen.

I Núnoos nyeste årsrapport, der dækker over perioden 1. juli 2017 til 30. juni 2018, fremgår det nemlig, at virksomhedens omsætning er eksploderet. Bruttofortjenesten er steget fra lige knap halvanden million i 2016/17 til 9,6 millioner i år. Årets resultat ender på 4 millioner, hvilket er mere end en firdobling sammenlignet med sidste årsrapports resultat på 818.000 kroner.

Ifølge medstifter Pia Silfen-Jensen, skyldes deres tidlige succes, at deres koncept om at skabe modetasker til kommercielle priser, som kun sælges i modebutikker, har matchet en efterspørgsel i markedet. Til spørgsmålet om, hvad de har gjort for at vækste så kraftigt på bare tre år, svarer hun:

“Jeg tror, det er en kombination af flere ting. Jeg tror på mange måder, det handler om, at vi har ramt et hul i markedet dengang i 2015. Vores succes har også betydet, at vi har måttet beskytte vores designrettigheder,” siger hun og henviser til, at de netop har indgået forlig med det danske mærke Noella i en sag om deres populære Alimakka-taske.

“Vi har investeret rigtig meget i vores forretning og især i vores produktion ved at sikre et stort lager, så vores forhandlere kan supplere deres sortiment op hele året, når de kan se, at varen sælger. Det har været en stor satsning, men nu kan vi se, det har virket. Derudover tror vi begge stadig 100 procent på vores strategi om at bruge influencere og at annoncere via sociale medier. Og det har heldigvis også vist sig at fungere” fortsætter hun.

Store drømme – både ude og hjemme

At der er godt gang i salget af de genkendelige lædertasker, som Pia Silfen-Jensen og Naja Silfens mærke især er blevet kendt for, ses dog ikke kun på bundlinjen. Også deres internationale rækkevidde afspejler en virksomhed i vækst.

“2018 har været året, hvor vi for alvor ville ud over de danske grænser, og det har betydet, at vi har fået rigtig godt gang i salget i både Norge og Sverige, vi har taget de første små skridt i UK, vi er kommet op på 20 butikker i Spanien, og så er USA også kommet med nu,” siger den ene halvdel af Núnoo-duoen videre og fortæller, at de nu har indgået samarbejde med flere store internationale forhandlere, heriblandt svenske Nelly.com, britiske Mybag.com, amerikanske Freepeople.com og Urban Outfitters. Og flere er på vej.

Men det er ikke kun økonomisk, at det øgede internationale fokus har sat sit præg. Også på det kreative plan har Pia Silfen-Jensen og Naja Silfen set ud over de danske grænser. De har netop lagt sidste hånd på en ny kampagne for deres SS19-kollektion. En kampagne, der er skudt i New York. Det er ikke fordi, det er første gang, at et dansk modemærke har indtaget Manhattans gader i søgningen efter den helt rette internationale vibe. Men for de to søstre er det ikke desto mindre et stort skridt for dem kun tre år inde i Núnoo-eventyret. En drøm, der er gået i opfyldelse, om man vil. Og så har det også været et bevidst træk i spillet om amerikanernes gunst.

“Vi kan se, at de gange vi har været i New York, stiger interaktionen på vores SoMe, så det gav rigtig god mening, at skyde kampagnen der. Og så er New York bare drømmen. Vi tænkte, hvad er det vildeste, vi kan gøre indenfor vores budget? Og det lykkes med hjælp fra vores partner Social Zoo, som vi har lavet kampagnen i samarbejde med,” siger Pia Silfen-Jensen, der sammen med sin søster rigtig gerne vil have endnu bedre fodfæste i udlandet i fremtiden, heriblandt især i USA og Holland. Og derfor faldt valget af kampagnemodeller også på amerikanske Courtney Trop fra bloggen Alwaysjudging.com og den hollandske influencer Lizzy van der Ligt – helt i tråd med brandets allerede succesfulde influencer-strategi.

Og et voilà. Kort tid efter de første kampagnebilleder blev offentliggjort skrev Núnoo kontrakt med den amerikanske modegigant Urban Outfitters. Om det skyldes den eller ej, ved de ikke. Men uanset hvad, har fået dem ét skridt nærmere drømmen om at skabe et internationalt brand.