Sophie Noreng rykker til Kopenhagen Fur
Tidligere Director of Brand Relations hos Copenhagen Fashion Week Sophie Noreng får fremover ansvar for pelshusets samarbejder med eksterne modehuse.“Vi har glædet os til at tage imod Sophie Noreng, som kommer med stor erfaring og netværk inden for modeverdenen og den rigtige indstilling til at åbne døre til de spillere, der er interesserede i at arbejde innovativt med pels samt at uddanne vores omverden i bæredygtig pels.”
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Julie Iversen, VP Creativity & Design hos Kopenhagen Fur, der netop har budt velkommen til Sophie Noreng i en stilling som Fashion Partner. Herfra bliver hun en del af Kopenhagen Furs underafdeling Kopenhagen Fur Studio, hvorfra afdelingens team og de tilknyttede in-house buntmagere samarbejder med både nationale og internationale modehuse, som bruger pels i deres design og produktion. Det gælder brands som Saks Potts, Les Deux og Anne Vest. I rollen som Fashion Partner skal Sophie Noreng have særligt fokus på netop at drive og udvikle disse strategiske samarbejder samt gøde jorden for nye, ligesom at hun får ansvar for at udvikle Kopenhagen Fur Studios aktiviteter på det kinesiske marked.
Sophie Noreng kommer senest fra en stilling som Director of Brand Relations hos Copenhagen Fashion Week, hvor hun havde ansvaret for organisationens brandrelaterede og brancherettede aktiviteter. Derudover er hun uddannet jurist fra Københavns Universitet og har siden specialiseret sig i Fashion Law på New York University School of Law.
“Jeg har en stor faglig og personlig interesse for bæredygtighed og kommer fra en professionel rejse, hvor jeg har arbejdet målrettet med netop den agenda for mode- og designbranchen. Jeg har derfor længe fulgt med i Kopenhagen Furs omfattende arbejde for på verdensplan at fremme brugen af bæredygtig kvalitetspels. At blive en del af den mission og som led heri arbejde strategisk og innovativt med de største spillere på den globale modescene er et stort og spændende ansvar, som jeg glæder mig helt enormt til at tage på mig,” supplerer hun selv.
Sophie Noreng tiltrådte officielt stillingen den 1. oktober 2019 og holder til hos Kopenhagen Furs kreative studio i indre København.