480 butikker senere: Lindex åbner sin første butik i Danmark
Den svenske highstreet-kæde byder velkommen til sin første danske butik i Field’s den 4. oktober.Fra H&M og Monki til COS og & Other Stories. Svensk highstreet har vist sig at være ganske succesfuld på det danske marked i de senere år.
Og nu får de mange svenske butikker i Danmark følgeskab af en af de helt store kæder fra vores svenske naboer: Lindex, der udmærker sig med sit kvindetøj, men også sælger alt fra børnetøj til beauty-produkter – alt sammen med CSR og bæredygtighed højt på prioriteringslisten, hvilket blandt andet kan ses i brandets ambition om at blive klimaneutral i alle virksomhedens processer i 2023. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Den første danske Lindex-butik, som kommer til at være 700 kvadratmeter stor, slår dørene op i det københavnske storcenter Field’s som en franchise med det islandske ægtepar Lóa Kristjánsdottir og Albert Magnússon, der har åbnet syv butikker i Island i de seneste otte år, i spidsen. Ambitionen er at åbne endnu flere butikker på dansk jord og dermed udvide den nuværende porteføljes omkring 480 butikker.
“Vi er ekstremt begejstrede for åbningen af vores nye butik i Field’s. Man kan kun åbne den første franchisebutik i et land én gang, så det er noget helt unikt for os. Men vi glæder os og tør godt love, at det bliver sjovt. Da vi åbnede den første butik på Island, blev vi overvældet af hvor mange, der kom. Vi kan kun håbe på, at det samme sker her i Danmark,” fortæller Albert Magnússon i pressemeddelelsen.
Han bliver fulgt op af Johan Isacson, direktør af Franchise hos Lindex, der kun har roser til overs for det islandske ægtepars retailegenskaber, der har manifesteret mærket på islandsk grund og som nu skal forsøge det samme i Danmark.
”Jeg har i flere år arbejdet tæt sammen med Lóa og Albert som franchisepartnere i Lindex, og har kun positive ting at fortælle om dem. De er professionelle retailere, deler de samme værdier som Lindex og prioriterer altid kunderne. Nu glæder vi os rigtig meget til at kunne tilbyde deres fantastiske service og vores mode til de danske kunder.”
Butikken kommer til at indeholde fire afdelinger; dame, børn, lingeri og kosmetik og skal med sit minimalistiske udtryk og fokus på bæredygtige materialer sætte standarden for fremtidige Lindex-forretninger. Og interessen for den nye butik synes stor, hvis man skal tro Albert Magnússon, der fortæller, at de allerede inden butikkens åbning har fået 15.000 følgere på de sociale medier.
Butikken åbnes med en stor lanceringsfest fredag den 4. oktober 2019 klokken 15, hvor islandske DJ Dóra står for tonerne og de første 200 kunder får en goodiebag.