Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Gucci kompenserer nu sit CO2-udslip med 100 procent – men hvad betyder det egentlig?

Gucci er gået 100 procent ind i kampen for at eliminere deres aftryk på jorden. Det annoncerede modehuset i går. Midlet er delvist de såkaldte klimakvoter – et CO2-initiativ, som også flere danske brands har taget de seneste år. Men hvad går det egentlig ud på?
Gucci er gået 100 procent ind i kampen for at eliminere deres aftryk på jorden. Det annoncerede modehuset i går. Midlet er delvist de såkaldte klimakvoter – et CO2-initiativ, som også flere danske brands har taget de seneste år. Men hvad går det egentlig ud på?

“Gucci er nu 100 procent CO2-neutral.”

Sådan lød det i går i en pressemeddelelse fra det italienske modehus Gucci.

Men hvordan kan det lade sig gøre, tænker du måske? Kan man overhovedet være det, når man som Gucci lever af at producere luksustøj? Ja, det kan man groft sagt godt, hvis man, som modehuset netop har annonceret, de vil gøre både for 2018 og 2019, investerer i de såkaldte klimakvoter. Et begreb, der dækker over virksomheders udligning af deres CO2-aftryk via investering i forskellige klimabevarende projekter, herunder blandt andet plantningen af skov.

Det er ikke noget nyt, at modevirksomheder (og alle mulige andre virksomheder, i øvrigt) benytter disse kvoter som et værktøj i arbejdet mod at mindske deres aftryk. Det gør både udenlandske og danske brands, herunder Ganni, Designers Remix og Mads Nørgaard. Og det er da heller ikke nyt, at Gucci – ligesom så mange andre – befinder sig på en igangværende rejse mod en mere miljøvenlig forretningsmodel. I 2015 igangsatte de for eksempel et 10-årigt projekt, der har til formål at reducere deres CO2-udledning med 50 procent. På nuværende tidspunkt, fire år inde, har de formået at sænke med 16 procent. Men der er langt fra 16 til 50, og derfor har Gucci valgt at accelerere processen ved at måle deres samlede udledning – det gælder altså alt fra deres egne kontorer og produktion til samtlige tredjeparts fabrikker og leverandører – og kompensere for den. Men de stopper ikke der. Nu går modehuset netop endnu længere med en målsætning om 100 procents klimaneutralitet fremfor 50, som først målsat. Det betyder, at alt det CO2, der ikke elimineres af virksomheden selv, udlignes ved at støtte skovbevaringsprojekter i udviklingslande gennem et internationalt initiativ kaldet REDD +. Som Marco Bizzarri, President og CEO hos Gucci, selv udtrykker det:

“Gucci vil fortsat arbejde strategisk med at reducere vores aftryk, samtidig med at vi investerer i innovation som en drivkraft for bæredygtighed. Men efter min mening er dette ikke nok, og det går heller ikke hurtigt nok, taget vores industris bæredygtige udfordringer og globale klima- og biodiversitetskrise i betragtning. For at adressere det presserende behov for nye løsninger, sætter Gucci en ambitiøs standard gennem vores nye CO2-neutrale forpligtelse. Dette er baseret på en klar strategi om at sikre, at vi står til regnskab for alle vores drivhusgasemissioner på tværs af vores forsyningskæde ved først at gøre, hvad vi kan for at undgå, reducere og gendanne og derefter udligne de uundgåelige emissioner gennem vigtige REDD + -projekter,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Men ligger der ikke et skisma i det at producere overvældende og miljøbelastende mængder af tøj og så derefter købe sig til og markedsføre sig på en ren samvittighed i form af C02-neutralitet?

Det spørgsmål kan man med rette stille. For selvom køb af klimakvoter lyder rigtig fornuftigt – og da også er det langt hen ad vejen – så ændrer det ikke på det faktum, at det netop handler om at ‘udligne’ og ikke ‘mindske’ og derfor blot bevarer status quo. Og her er det vist ikke nødvendigt at påpege, at status quo ikke er godt nok. Forskere har for længst regnet ud, at vi på verdensplan skal holde os indenfor en temperaturstigning max 1,5 grader over det førindustrielle niveau, hvis vi skal undgå de katastrofale konsekvenser, som en overophedet klode vil betyde for vores natur, dyreliv og egne levestandarder.

Gennem klimakvoter kan man putte en hårdt tiltrængt modvægt på kulstofvippen og skabe mere balance, men hvis vi skal undgå at ende der, hvor vi er på vej hen (de globale temperaturer er allerede steget cirka 1 grad), må vi hånden på hjertet indse, at vippen ikke bare skal balanceres, men derimod tippe (og helst meget snart) over mod et scenarie, hvor vi ikke længere udleder mere CO2, men mindre. Meget mindre.

Jo, det er klart, at produktion af tøj aldrig bliver godt for miljøet – lige meget hvor bæredygtigt produceret det er. Men set i den kontekst at tøj stadig bliver – og skal blive – designet, skåret og båret, så er kvoterne uden tvivl et virkelig positivt redskab som et skridt i den rigtige retning og som et alternativ, imens man omlægger sin virksomhed og mindsker sit eget aftryk – som Gucci i ovenstående citat også lover at gøre. Men det kræver også, at man (og her hentydes der ikke mindst til Gucci) rent faktisk holder fast i det mål og gør det, det der skal til. At man sideløbende med sine investeringer i gode projekter også arbejder intensivt for at reducere det CO2, man selv udleder. At man sørger for, at et stempel som “100 procent CO2-neutral” – som i disse tider må være guld værd i et markedsføringsperspektiv – ikke risikerer at sænke, men derimod øger ambitionerne for at mindske sit eget aftryk som modevirksomhed. For det er det eneste, vi har råd til, klimakvoter eller ej.