Lyden svigtede, men det gjorde Vibskov ikke
Den skæve flok af showgængere var vidne til en klassisk Henrik Vibskov-kollektion, der legede med stilstand og mulighedsrummet, det skaber.Henrik Vibskov, Charlotte Ammundsens Plads 3, onsdag den 7. august 2019, klokken 19.00
Henrik Vibskov samler København. Det har han altid gjort. Mange husker måske æsler i mørket i Søndermarken, det stort anlagte bænksystem i Ørstedsparken eller det fantastiske vandpjasker-show på Refshaleøen. Denne sæson lagde den Vibskovske showmaskine vejen forbi København igen efter to sæsoners fravær, da Kulturhuset Indre By lagde legeplads- og basketballrammerne for en menneskemængde af pensionister, børnefamilier og modefolk.
Blandingen af mennesker gav en lethed og en folkelighed, som altid er tilstede til Henrik Vibskovs shows. Denne gang kom folket endda kunstneren til undsætning da lyden pludselig gik sig en tur nogle minutter inde i forestillingen. Efter et par sekunders stilhed, kun afbrudt af modellernes kontante trav gennem den store installation, der er en selvfølgelighed ved et Vibskov-show, opstod en spontan klapsalve, som hurtigt voksede og gennem de næste 30 sekunder løftede modellerne gennem catwalk-labyrinten, inden lyden kom tilbage – igen til store klapsalver.
Selve installationen lignede en underspillet kapitalismekritik. De 16 Vibskov-statister arbejdede koreografisk og endeløst med at puste luft i blålige, oppustelige former, som skulle stables i trætårne – de hjalp endda hinanden med at holde rytmen. Som for at opretholde en verdensorden, de selv er fanget af. For at forhindre systemets kollaps.
Og netop det at stoppe, sidde fast eller være fanget var den overordnede inspirationskilde i kollektionen. Og potentialet til at bryde ud og bryde med stilstanden. For i vores flygtige forbrugssamfund er der sjældent tid til at dvæle ved nuet og det mulighedsrum, det kan skabe. På tøjet kunne det primært ses i printarbejdet, hvor sardiner, der sidder fast i en dåse eller et skib fanget ved en bro fint illustrerede pointen. Det fungerede især godt på en oversized, blåtonet striktrøje med netop skibsmotivet.
Generelt var kollektionen, som man forventer fra Henrik Vibskovs hånd. Farverig – denne sæson primært røde og blå nuancer– kunstnerisk og fuld af teknisk finesse, men udført i en karakteristisk voluminøs lag-på-lag silhuet, hvor komplementerende mønstre på samme tid skabte helhed og spil for øjet. Men det genkendelige gør det ikke dårligt. For en Henrik Vibskov-kollektion er lavet til at blive gået med. Den kan være nok så finurligt pakket ind og præsenteret, men under al konceptualismen og den kunstneriske overflod gemmer der sig noget virkelig brugbart tøj. De fleste kan finde en printet kjole fra kollektionen eller et par bukser eller en frakke, for der er altid styr på det basale, som giver plads til leg.
Højdepunktet var en herreindgang med et matchende blå- og rødternet shorts- og skjortesæt. Over disse bar modellen en overdimensioneret T-shirt med en påsyet firkant med flossede kanter og de tidligere nævnte sardiner fanget i en dåse vævet i blå, røde og brunlige nuancer. Men også et helt beige sæt med en dekonstrueret trenchcoat og matchende bukser fungerede rigtig godt.
Denne sæson var endnu en mesterlig tilføjelse til den fortsatte Vibskov-æstetik, vi alle kender. Kollektionen var i øvrigt lavet af 90 procent bæredygtige materialer, økologiske, genanvendte eller bionedbrydelige, og det er værd at notere sig.
Se hele kollektionen her.
