Cecilie Bahnsen fortsætter sin himmelflugt
Cecilie Bahnsen fortsatte sin udforskning af sine signatursilhuetter, men viste også fittede jakkesæt, der gav en ny kant til det populære brand.Cecilie Bahnsen, Refshalevej 141, onsdag den 7. august 2019, klokken 17.00
Når det hele under den Københavnske modeuge har tendens til at gå op i poleret streetwear og influencerkjoler, er det en ubeskrivelig fornøjelse at bruge 30 minutter til et Cecilie Bahnsen show. Alene gæstelistens imponerende line-up af Cecilie Bahnsen-outfits understregede tydeligt brandets popularitet og viste, hvordan hendes kjoler bliver både stylet og brugt uden for showets rammer.
Siden hun blev færdiguddannet på Londons Royal College of Art i 2015, har den danske designer forfinet sit æteriske og ultrafeminine univers, hvor ungpigekjoler genfortolkes gang på gang i tekstiler, der ved hver sæson bliver mere eksklusive, mere ambitiøse og bare mere og mere smukke.
SS20 var ingen undtagelse, da Bahnsen torsdag præsenterede sin sommerkollektion på en atmosfærisk, men noget vindblæst mole på Refshaleøen. Showet åbnede med en række vægtløse og semitransparente babydoll kjoler i varm gul, og bevægede sig derefter langsomt hen i toner af råhvid, sart pink, hvid og sort. De forholdsvis enkle og Bahnsenske silhuetter (der enkelte steder var tilført romantiske sløjfer og snore) tillod ekstra fokus på de fantastiske tekstilmanipulationer, som Bahnsen ufortrødent fortsætter med at udforske: vaflet nylon, høj-trådet chenille, dampet organza, ujævnt seersucker og alt imellem, der får selv den mest garvede modejournalist (læs: Lotte Freddie) til at søge en ekstra gang i modeordbogen.
Disse lækre og forførende overflader gav dybde, tekstur og skyggespil, samtidig med at de var enormt flatterende. Udover et par lette jakkesæt i hvid og sort med transparente gowns over, bestod kollektionen udelukkende af variationer af kjoler, korte toppe og nederdele, der på trods af et avantgardistisk udtryk må siges stadig at være enormt tilgængelige.
En sikker casting og perfekt koreografi støttede yderligere op om Bahnsens intellektuelle udforskning af prinsessefemininitet, der nok er pæn, men tydeligvis udforsker seksualitet og barnlighed på kritisk manér. Bahnsen beviser, at en god modeskaber ikke behøver at genopfinde sig selv hver sæson, hvis ens koncept er rigt nok til at blive genfortolket igen og igen—og hvis man tør at være eksklusiv, når alle andre er demokratiske.
Se hele kollektionen her.