Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS20, INNOVATION & BÆREDYGTIGHED, MODEUGE

Modeteknologi og talentforløb udstilles på Geologisk Museum

Oplev næste generations bud på modens bæredygtige fremtid, når fire designskoler afslører resultatet af talentforløb og designsamarbejder.
Oplev næste generations bud på modens bæredygtige fremtid, når fire designskoler afslører resultatet af talentforløb og designsamarbejder.

“Vores udfordring er at påbegynde en ny tilgang til mode forankret i sammenhæng. Erkende, at tøj og klimaændringer hænger sammen. Respektere, at alt hænger sammen.” Sådan siger modeforskeren Kate Fletcher, der står bag begrebet slow fashion, og som senest har været en af initiativtagerne til sammenslutningen ‘Union of Concerned Researchers in Fashion’ til en fyldt forelæsningssal på Geologisk Museum. Det gør hun i anledning af udstillingen Fashion Tech & Modens Bæredygtige Vækstlag, der åbner i dag og som løber hele modeugen.

Her er Lifestyle and Design Cluster gået sammen VIA University College, Kunstakademiets Designskole, Københavns Erhvervsakademi og Designskolen Kolding om to projekter i bæredygtighedens navn. Resultaterne spænder fra upcyclet denim og strik i mælkefibre til tøj lavet af alger og et lysprojekt, der skal fordre menneskelig forbindelse.

“Vi er meget begejstrede for, at det er lykkedes at samle både virksomheder, vidensinstitutioner og studerende i dette projekt. Som innovationsnetværk er det vores pligt at bidrage til det at vise og eksperimentere, så vi inddrager flere elementer, som kan give mening i den teknologiske og bæredygtige udvikling,” forklarer Betina Simonsen, direktør i Lifestyle & Design Cluster, i en pressemeddelelse.

Lysteknologi og mælkefibre
’Fashion Tech’ er et samarbejde mellem eksisterende danske modevirksomheder og designtalenter, hvor de unge designere i et talentforløb har arbejdet med anvendelsen af Smart Textiles, Tech-Design og Bæredygtighed. Det er der kommet en række tøjkreationer ud af, som på den ene eller den anden måde løser menneskelige eller bæredygtige problemer.

Blandt flere andre højdepunkter står Jonas Theede og Maria Dyrløv fra KEAs samarbejde med designeren Tobias Birk Nielsen ud. Med restmaterialer fra den danske designers lager og med endnu et samarbejde med engelske Lightricitys om brugen af solceller, som reagerer på kroppens pulsslag, ønsker duoen at fordre en ny slags kommunikation og forbindelse mellem mennesker gennem tøj. En smart måde at kombinere tøj og kommunikation, som både visuelt og konceptuelt brillerer.

Også nogle fine strikkreationer, som Via Designs studerende Charlotte Kristensen, Amalie Ege og Rasmus Dahl Jakobsen stod bag, imponerede. Her var de håndstrikkede styles i sarte farver, lavet i samarbejde med Gudrun & Gudrun, skabt af mælkefibre udvundet af proteinet kasein. Det stod frem som et brugbart og åndbart alternativ til uld.

Mens Smart Textiles primært beskriver integration af smarte funktionaliteter i tekstil, beskriver Fashion TECH kombinationen af både teknologi, nye og smarte materialer og nye fremstillingsmetoder. Fashion TECH er både funktionalitet og æstetik. Bæredygtigt Fashion TECH får man, når man for eksempel kombinerer garn fremstillet af mælkeprotein eller vegansk læder med nye bæredygtige fremstillingsteknologier som for eksempel laserteknologi for at opnå et æstetisk udtryk,” fortæller Poul-Erik Jørgensen, der forsker i tekstiler hos VIA Design, i pressemeddelelsen.

I ’Modens Bæredygtige Vækstlag’ har de fire deltagende skoler udvalgt tre talenter hver, som alle har designet et bud på, hvordan fremtidens mode kan se ud i et bæredygtigt og ansvarligt lys. Deres opgaver inkluderer både teknologi og materialer, men også gentænkning af produktion, salg og forbrug i modebranchen.

De to udstillinger vil desuden kunne opleves side om side med V&A Londons spændende ”Fashioned from Nature”-udstilling, der åbnede dørene i april måned og som dannede udgangspunktet for Kate Fletchers åbningstale.

Udstillingen kører i denne uge fra den 6.–8. august i Museets åbningstider mellem 10.00–17.00 og er åbent for alle.