Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Bestseller og OL-holdet bliver igen holdkammerater til olympiaden

Hvorfor ændre noget, der virker? For fjerde gang i træk er Bestseller officiel partner for de danske olympiske og paralympiske atleter.
Hvorfor ændre noget, der virker? For fjerde gang i træk er Bestseller officiel partner for de danske olympiske og paralympiske atleter.

En af de helt store sportsbegivenheder på verdensplan nærmer sig med hastige skridt. I dag er der præcis et år til, at de olympiske lege i Tokyo løber af stablen og samler verdens største atleter til en dyst om hæder og ære inden for hver deres sportsgrene.

Når de danske atleter indtager de olympiske stadions næste år, vil de også være klædt i dansk design. Traditionen tro er Bestseller nemlig officiel partner for de danske olympiske og paralympiske atleter, fortæller de i en pressemeddelelse. For fjerde gang i træk skal Bestseller-mærkerne Jack & Jones og Vero Moda klæde de danske atleter på med en eksklusiv kollektion, som de skal bære til alle lejligheder uden for konkurrencesituationer – det vil sige blandt andet til åbningsceremonien og optrædener på medaljeskamler.

“Det var en ret nem beslutning for os at forlænge vores partnerskabsaftale med Bestseller til Tokyo i 2020. De tilbagemeldinger, vi har modtaget fra vores atleter fra de forrige tre olympiske og paralympiske Lege har været, at de danske hold har været blandt de bedst klædte,” siger Søren Simonsen, Chef de Mission ved Danmarks Idrætsforbund, i pressemeddelelsen og fortsætter:

“Bestseller har bevist, at de ved, hvordan man skaber en iøjefaldende kollektion og meget vigtigt, de har vist, at de forstår, hvad atleterne ønsker.”

Også hos Bestseller er der begejstring at spore over forlængelsen af det sportslige engagement de to parter imellem, fortæller Bestsellers kommunikationschef Jesper Stubkier i pressemeddelelsen. Han lægger især vægt på vigtigheden af at støtte op omkring danske talenter.

“Hos Bestseller tror vi på, at talenter kan opnå̊ stort set alt med den rette opbakning. At designe og levere Danmarks officielle olympiske og paralympiske kollektion er vores måde at støtte de talentfulde og hårdtarbejdende atleter i deres kamp for medaljer.”

Bestseller-teamet er i skrivende stund i fuld gang med at færdiggøre den endelige kollektion, der bliver afsløret i foråret 2020. Udvalgte dele vil blive præsenteret i de kommende måneder.

De olympiske lege løber fra den 24. juli til den 9. august 2019, mens de paralympiske lege foregår fra den 25. august til den 6. september 2019.