Du kan stadig nå det: Her er de 9 investorer til Fashion Growth 2019
Headstart Fashion har netop offentliggjort årets investorpanel til deres tilbagevendende vækstinitiativ Fashion Growth – og du kan stadig nå at ansøge.Allerede i slutningen af maj opfordrede Headstart Fashion danske modevirksomheder til at sende ansøgninger til deres tilbagevendende vækstprojekt Fashion Growth. Et projekt, der i samarbejde med Danske Bank har til formål at bringe små og mellemstore mode- og livsstilsvirksomheder sammen med investorer – og på den måde bidrage dem med værdifuld sparring til at få forretningen til at vokse.
Men nu er det også muligt at få et smugkig på, hvem årets investorer er, inden man som virksomhed ansøger om en plads i programmet. Og her kan Headstart Fashion præsentere en erfaren investorflok på i alt ni mænd, der specialiserer sig både indenfor og udenfor modebranchen.
“Jeg har fulgt Headstart Fashion igennem længere tid og samarbejdet med Danske Bank om vækstinitiativet Fashion Growth er både forfriskende og vigtigt i en tid, hvor en stor del af investormiljøets fokus retter sig mod teknologivirksomheder,” siger Christian Stadil, der er formand for investorpanelet.
Dette års øvrige investorer er:
- Jens Poulsen, direktør og medejer DK Company
- Peder Tang, direktør og medejer Minimum
- Rasmus Bak Jensen, direktør og medejer Libertine-Libertine
- Peter Hildebrandt, medejer Pavement, Monday Sunday med flere
- Carl Erik Skovgaard, advokat DLA Piper & investor
- Peter Frandsen, direktør og medejer Verpan
- Henrik Hansen, investor
- Kristian Riis, Nordic LA, guitarist Nephew
Vinderen af førstepladsen modtager ét års gratis medlemskab af Dansk Mode & textil samt ét års gratis adgang til platformen Traede. Både første- og andenpladsen får desuden mentortimer med udvalgte investorer fra investorpanelet, ti timers rådgivning ved Deloitte samt strategisk sparring ved Danske Banks vækstrådgivere og en finansrådgiver.
Sidste år vandt Suitsyou By Sjölin førstepladsen og Britt Sisseck vandt andenpladsen.
Fashion Growth-programmet kulminerer den 24. oktober 2019 på Aarhus Teater. Den oprindelige ansøgningsfrist, den 27. juni, er nu rykket til den 2. august 2019. Send din ansøgning til info@headstartfashion.dk senest klokken 12.00.
Læs mere om Fashion Growth her.