Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dansk herrebrand begærer sig konkurs

Legends, der blev stiftet tilbage i 2013 af Mads Ulrik Greenfort og Thomas Daniel Dam Larsen, er taget under konkursbehandling.
Legends, der blev stiftet tilbage i 2013 af Mads Ulrik Greenfort og Thomas Daniel Dam Larsen, er taget under konkursbehandling.

Det danske herretøjmærke Legends er under konkursbehandling. Det skriver Finans, som har været i dialog med konkursboets kurator, advokat Per Astrup Madsen fra DLA Piper. Han står for at behandle både Legends ApS og Manufakturhandel ApS, hvoraf førstnævnte fungerede er en engrosvirksomhed, og sidstnævnte står bag de i alt fire butikker, som brandet har drevet i København, Aarhus og Odense.

Ifølge Per Astrup Madsen, er det især udviklingen i disse butikker, som har fået stifterne Mads Ulrik Greenfort og Thomas Daniel Dam Larsen til at begære sig selv konkurs:

“Det er en svær tid at drive fysiske butikker og være i retailbranchen. Det er derfor, det nu er endt i en konkurs for Legends, som havde underskud i flere af sine butikker,” siger Per Astrup Madsen til Finans.

Utilfredsstillende resultater

Ser man på engrosvirksomheden Legends ApS’ seneste årsregnskab, der dækker perioden 1. juli 2017 til 30. juni 2018, er det da også tydeligt, at udviklingen ikke gik i den ønskede retning for det ellers lovende herremærke.

Hvor bruttofortjenesten var nogenlunde stabil, 903.836 kroner mod lige over én million kroner året før, var årets resultat dalende. Dette endte på minus 161.678 kroner sammenlignet med et plus på 108.800 kroner i regnskabet året før. Et resultat, som brandets ledelse selv kaldte for “utilfredsstillende.”

Ligesom vi har set det med flere andre danske konkursbegærede modebrands, er der dog også hos Legends et ønske og et håb om, at virksomheden kan rekonstrueres. Ifølge Per Astrup Madsen, forhandles der netop nu om et videresalg af deres eksisterende varelager. Indtil da, holder brandet selv udsalg.