Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Kultur

3 days of design: Fashion Forums anbefalinger

3 days of design samler nogle af de bedste designere fra hele verden i København. Vi har samlet nogle af de mest inspirerende designoplevelser.
3 days of design samler nogle af de bedste designere fra hele verden i København. Vi har samlet nogle af de mest inspirerende designoplevelser.

Fra i dag, torsdag den 23. maj, og to dage frem løber en af Københavns fineste festivaler af stablen. ‘3 days of design’ samler over tre dage både den danske og den internationale designindustri inden for livsstil, lys, møbler og interiør til en fælles fejring. Byen emmer af kreativitet og mest af alt en kærlighed til designdisciplinen og de mulighedsrum, der opstår herunder. Og selvom om udgangspunktet for 3 days of design ikke er mode, så er design jo stadig design. Der har og vil altid blive trukket tråde mellem de forskellige kreative discipliner om det er mellem interiør og mode eller mellem mode og møbelkunsten.

Her er vores bud på det, som du skal opleve af showrooms, udstillinger, workshops, talks og pop-up-butikker.

Tekla pop-up at Apollo Bar

Det københavnske homeware-brand Tekla Fabrics vækker nok genklang hos en del modefolk med hang til det minimalistiske. Med sin bæredygtige tilgang til tekstiler og en nedtonet elegance passer det naturlige og afdæmpede sengetøj og de underspillede håndklæder perfekt ind hos Kinfolk-æstetikeren. Og nu åbner brandet sin første pop-up shop på Apollo Bar i Kunsthal Charlottenborg.

Hvor: Apollo Bar, Nyhavn 2 1051 København K
Hvornår: Torsdag den 23. maj og fredag den. 24. maj: 10.00-18.00, lørdag den 25. maj: 10.00-16.00

Framing-udstilling

Odd Fellow Palæet danner rammen for dette års Framing-udstilling, etableret af PR-agenten Samira Kudsk, og som præsenterer en række skandinaviske og internationale designeres universer under ét tag.  Formålet er at vise, at der ikke findes to designere, der tænker ens, og at fordre samarbejder på tværs af brands og discipliner. I alt 33 designere og huse, både nyere og mere etablerede navne, indtager derfor palæets smukke Rokoko-omgivelser under 3 days of design. Blandt de udstillende designere er det finske designhus Aarnio Originals, der står bag den letgenkendelige Ball Chair, og Ecco.

Hvor: Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, 1260 København K
Hvornår: Torsdag den 23. maj og fredag den 24. maj: 10.00–18.00, lørdag den 25. maj: 10.00–14.00

Color Exploration by Margrethe Odgaard

Den danske farve- og tekstildesigner Margrethe Odgaard inviterer inden for i tekstilhuset Kvadrats showroom i Nordhavn i København, hvor hun vil udstille og fortælle om sin farverige tekstiludformninger af genbrugsuld for mærket. Kvadrat er blandt de førende tekstiludviklere i verden og skubber altid grænsen for, hvad tekstiler kan og skal. De samarbejder ofte med modebranchen, blandt andet har Raf Simons af flere omgange designet for dem, og deres nyeste kollektion lander her i København under 3 days of design.  

Hvor: Kvadrat Showroom, Klubiensvej 22, 2100 København K
Hvornår: Torsdag den 23. maj: 16.30–22.00

Kvadrat Textiles.

3 Days of Design hos Paustian ved Strøget

Møbelhuset Paustian inviterer til en række events i deres showroom under 3 days of design. Der vil blandt andet være en designtalk med Jaime Hayon, som er en af de mest fremtrædende designere inden for møbler og lamper. Derudover byder Paustian på en præsentation af den nye Raf Simons og Kvadrat-kollektion, som blev lanceret under Salone del Mobile i Milano tidligere på året, og en talk mellem designerne Rikke Frost og Janus Larsen, der er med i DR-programmet Danmarks Næste Klassiker, og Warm Nordic-grundlægger Frantz Longhi med titlen ‘Design under overfladen’. Der vil desuden også være udstillinger af brandet Arteks Atelier Chair og den reintroducerede fiberglasstol fra Eames i Paustians lokaler ved Strøget.

Hvor: Paustian v/Strøget, Niels Hemmingsens Gade 24, København K
Hvornår: Jaime Hayon-talk fredag den 24. maj, 12.00–13.00, Design under overfladen-talk fredag den 24. maj, 16.00–17.00. Resten kan opleves indenfor Paustians åbningstider.

Dawn Exhibition

Dawn Exhibition har, som navnet antyder, fokus på nye kreationer og nye måder at tænke design på og præsenterer både upcoming etablerede designere hos Nomads Workspace, der har til huse i det gamle domhus på Blegdamsvej. Fælles for de udstillende designere er deres rod i det skandinaviske udtryk og deres blik mod en international horisont. Oplev blandt andre Helle Mardahls glaslamper og -objekter, Anne Nowaks prints, Layered x Poppykalas, We Made og We Do Wood samt Nuura Lightning.

Helle Mardahl.

Hvor: Nomad Workspace, Blegdamsvej 6, 2200 København N
Hvornår:
Torsdag den 23. maj: 10.00 – 17.00,  fredag den 24. maj: 10.00 – 18.00 og lørdag den 25. maj: 11.00–15.00

Pied à-Terre by Fiel de Fer X Aiayu

Den franskinspirerede antikbutik Fil de Fer er gået sammen med Aiayu om at style Fil de Fers 250 kvadratmeter store showroom som en såkaldt pied-à-terre. Et sted, hvor man ikke bor, med udelukkende håndplukkede vintagevarer og bæredygtige tekstiler. Formålet er at vise, at godt design er langtidsholdbart design. At det gode ikke nødvendigvis er det nye.

Hvor: Niels Hemmingsens Gade 32A, 1. tv, 1153 København K
Hvornår: Fredag den 24. og lørdag den 25. maj: 10.00–17.00

Aiayu Home AW19.

3 days of repair… & beyond

Mads Nørgaard har valgt at bruge 3 days of design på at sætte fokus på en anden form for design. Her er det ikke designnyheder eller innovationer, der er i fokus. Nej, i stedet inviterer Nørgaard på Strøget i samarbejde med det Kvadrat-ejede upcycling- og recylingsprojekt ‘Really’ til reparation. Butiksvinduet i strøgbutikken bliver lavet om til en reperationsbod, hvor du ganske gratis kan få repareret dit brugte tøj og dermed være med til at øge dets livsfase. Og hvis dit tøj er for slidt til at blive repareret, så kan du donere det til Really, som genanvender fibrene til nye materialer.

Hvor: Nørgaard på Strøget, Amagertorv 13 – 15, 1160 København K
Hvornår: Torsdag den 23. og fredag den 24. maj: 14.00–18.00, lørdag den 25. maj: 12.00–16.00

Manifesta design-talk

Statens Kunstfond og Designmuseum Danmark inviterer til to talks under 3 days of design (og ét dagen før). Temaet er Naturtro Design og er kurateret af designer og filosof Jens-Martin Skibsted. Det overordnede spørgsmål drejer sig om, hvordan man designer efter masseproduktionens tidsalder? Når man indtænker naturen og ikke-menneskelige objekter. Derfor er der for eksempel fokus på designere, der gror genstande, skaber organismer eller laver algoritmer i stedet for at skabe af eksisterende råmaterialer i den ene talk. Den anden talk har fokus rettet sig mod resultaterne af naturtro design og spørgsmålet om, hvad der kommer efter menneskeorienteret design? Læs det fulde program for Naturtro cifre her, og for Naturtro ideer her.

Hvor: Designmuseum Danmark, Bredgade 68 1260 København K
Hvornår: Naturtro cifre: torsdag den 23. maj: 08.30–10.00, Naturtro ideer: fredag den 24. maj: 8.30–10.00

Hotel Charlottenborg 

16 danske møbeldesignere indtager Charlottenborg slot for at understrege de stærke hospitality-oplevelser man kan skabe med godt design. Udstillingen er skabt af designerne og Træ- og Møbelindustrien og er kurateret af magasinet Ark Journal. Ideen er, at man kan komme og opleve brandenes take på hotel- og restaurantindretning fra omkring i verden, med omdrejningspunkt i tanken om at skabe en hjemlig stemning uden for hjemmets fire vægge, som den gode hospitality-oplevelse netop kan. I løbet af 3 days of design vil der, som en del af Hotel Charlotteborg-udstillingen være en række begivenheder, blandt andet talks og uddelingen af årets svendeprøvepris. De udstillende designere tæller blandt andet Fritz Hansen, Kvist Industries, Skovby Møbelfabrik, Re Nature Beds, Møbelsnedkeri Kjeldtoft og Brdr. Petersen & Form and Refine.

Hvor: Kongens Nytorv 1, København K
Hvornår: Åbent under 3 days of design i Charlottenborgs åbningstider. 

Gå selv på opdagelse i det fulde 3 days of design-program her.