Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Copenhagen Fashion Summit 2019: De vigtigste highlights fra dag 2

Copenhagen Fashion Summits anden dag åbnede med en opsang fra den unge generation og sluttede med en løftet pegefinger fra den verdenskendte designer Katharine Hamnett. Her er dagens vigtigste højdepunkter.
Copenhagen Fashion Summits anden dag åbnede med en opsang fra den unge generation og sluttede med en løftet pegefinger fra den verdenskendte designer Katharine Hamnett. Her er dagens vigtigste højdepunkter.

“Bæredygtighed skal være et ikke konkurrencepræget område.”

Med denne udmelding ramte Head of Sustainability i H&M Group Anna Gedda kernen i det, som de fleste kunne blive enige om på dette års Copenhagen Fashion Summit: At udviklingen mod en mere ansvarlig modebranche ikke går hurtigt nok, og for at hastigheden kan blive sat op, bliver branchen nødt til at arbejde sammen. “Vi skal arbejde med open sources, bruge vores erfaring og sikre, at vi ikke konkurrerer,” slog hun fast.

En af dem, der kort efter bød ind i forhold til open source material var Nike. Til onsdagens oplæg ‘Sustainability and design decisions – good, bad or ugly?’ annoncerede de, via deres chefdesigner John Hoke, at de sammen med studerende fra Central Saint Martins har skabt en designmanual med 10 principper for cirkularitet i modebranchen. Manualen, der beskriver alt fra materialevalg til indpakning, kan findes her.

Og det var rart med et konkret tiltag, for inspirerende ord er der nok af. Det er tid og handling, der er brug for. Velkomment var det derfor også, at Google med Google Clouds nu bygger et program, der bruger blandt andet dataanalyse fra Google Maps til at give brands et mere omfattende billede af deres forsyningskæde, herunder særligt råmaterialeproduktionsniveau, og at de netop har indgået et samarbejde med Stella McCartney omkring målinger modeindustriens miljøpåvirkning.

Flere interessante manisfester, aftaler og strategier blev også annonceret, herunder et nyt manifest, der skal skabe en bedre cirkularitet for tekstiler og opfordre EU-politkere til at genoverveje redskaber til at etablere et cirkulært modesystem, PVH Corps netop lancerede ansvarsstrategi, Forward Fashion og mest konkret, udmeldingen fra Kering Group om, at man fra 2020 ikke længere vil se unge modeller under 18 år repræsentere voksne i husets kampagner.

Vi vil også gerne give en positiv bemærkning til den no-give-away-policy, som Copenhagen Fashion Summit fra i år har indført, der betyder, at der ikke ligger en form for goodie-bags på alle sæder. Alle sidder alligevel med telefoner eller laptops, så der er ikke brug for ressourcetunge kataloger, blokke, plantbare blyanter og så videre, hvor pænt produceret de end er. Det vigtigste på topmødet er ordene, aftalerne og det vigtige netværksmøder, der opstår blandt de besøgende.

Ud af flere på en intens anden dag, har vi herunder samlet tre highlights, vi bed særligt mærke i.

1. En fremtid for alle

Efter Danmarks Radios pigekors bevægende åbning af Copenhagen Fashion Summits anden dag introducerede skuespiller og aktivist Connie Nielsen Youth Fashion Summit. Og igen i år må vi erkende, at den unge generation for alvor er dem, der forstår at stille de vigtige spørgsmål. Fire unge deltagere delte deres fælles arbejde, som i år har fokuseret på FNs femte mål, ligestilling mellem kønnene. “Mode bør gå forrest, når det kommer til ligestilling, men er alligevel bagud. Det er på tide, at du gør noget ved det, modebranche. For hvis du gør, vil andre følge trop,” lød opfordringen, der blev efterfulgt at flere direkte spørgsmål til salen fuld af ledere, designere og alt derimellem i modebranchen. “Vi vil have transparens. Vil du? Vi vil vil have mere empati. Vil du? Vi vil vil have mere samarbejde. Vil du?” Og samarbejde blev da også nøgleordet til dette års Youth Fashion Summit, hvor de unge bad branchen om at arbejde sammen om at stoppe kønsdiskrimination i tøjindustrien og styrke de mange især kvinder, der udgør arbejdskraften i produktionsfasen. Styrke dem gennem partnerskaber og lokale løsninger indenfor alt fra børnepasning til bedre transportmuligheder, så de barriere, der holder kvinder tilbage og marginaliserer dem, kan forsvinde. “Efter ti år med Copenhagen Fashion Summit har vi stadig ikke ligestilling i modebranchen. Det er på tide,” blev det sagt.

En af de studerende fremlægger deres arbejde under Youth Fashion Summit.

2. Fra bæredygtighed til ansvarlighed

Vanessa Friedman har været loyal gæstetaler til topmødet siden begyndelsen, hvilket formentlig også er en af grundene til, at hun havde fået æren af at være moderator til paneldiskussionen ’10 years of sustainability in fashion’ torsdag formiddag. Med sin sædvanlige ærlighed fortalte hun under sin indledende keynote, at hun for ti år siden, da Eva Kruse første gang spurgte, om hun ville tale til topmødet, endnu aldrig havde skænket bæredygtig mode en tanke. I dag er vi kommet langt og har vi gennemgået flere afgørende faser – fra at snakke om, hvorvidt bæredygtig mode kan være tiltalende, til nu at sige ja, selvfølgelig kan det det. Fra udelukkende at snakke om et produkts ’fødsel’, til nu også at have fået øje på, hvor vigtigt det er også at kigge på tøjets såkaldte ’after life’. Og alligevel er det stadig svært at forstå, hvad bæredygtig mode egentlig er. Derfor foreslog Vanessa Friedman, at vi de næste ti år tilsidesætter ordet ’bæredygtighed’ og i stedet benytter ordet ’ansvarlighed’. Både for virksomheder og for os alle sammen personligt.“Det er okay at bede folk om at opføre sig ansvarligt.”

Roger Lee, CEO, TAL Group, Jason Kibbey, CEO, Higg Co LLC, Mike Barry, Director of Sustainable Business, Marks & Spencer, og moderater Vanessa Friedman, Fashion Director, The New York Times.

3. Katharine Hamnett: “Vi burde slet ikke være her”

Vi var nok ikke de eneste, der havde set frem til at høre, hvad den engelske designer Katharine Hamnett havde på hjerte, når hun skulle deltage i en af topmødets sidste indslag torsdag eftermiddag. Hun har om nogen været med til at skubbe på for, at modebranchen blev mere bæredygtig. Som hun selv fortalte, var hun den eneste, der efterspurgte økologisk bomuld, da hun startede sin forretning for nu fire årtier siden. Men heldigvis har hun stået fast, for som hun også sagde, så var alt galt, da hun startede. Men selvom det var inspirerende, at høre om Hamnetts designkarriere, var det endnu mere nævneværdigt, da hun – som den eneste i løbet af topmødet to dages varighed – stillede spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet burde afholde sådan et taget tidens udfordringer i betragtning. “Vi burde slet ikke være her. Det er ikke nødvendigt, at samles på denne måde, flyve folk ind, når vi kunne have gjort det samme gennem et webinar,” sagde hun til salens store overraskelse – og klapsalve. Om hun har ret eller ej, er nok mere kompleks end som så for det personlige møde er også relevant, men ikke desto mindre tog hun bladet fra munden og mindede os alle om, at vi i alle sammenhænge bliver nødt til at lægge hele vores traditionelle tankegang og handlemåde om. “We need to get our personal shit together first.”

Katharine Hamnett, designer og aktivist, i samtale med Tim Blanks, Editor-at-Large, The Business of Fashion.