Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Derfor tager jeg til Copenhagen Fashion Summit: Henriette Pieszak

Copenhagen Fashion Summit er en vigtig begivenhed indenfor bæredygtig mode. Men hvad håber de danske designere egentlig at få ud af at deltage i topmødet? Læs grundlægger og CEO i Tomorrow Denim Henriette Pieszaks svar her.
Copenhagen Fashion Summit er en vigtig begivenhed indenfor bæredygtig mode. Men hvad håber de danske designere egentlig at få ud af at deltage i topmødet? Læs grundlægger og CEO i Tomorrow Denim Henriette Pieszaks svar her.

Henriette Pieszak er ambitiøs, når det kommer til bæredygtighed. Og målrettet. Faktisk er hun så målrettet, at hendes denimmærke, Tomorrow Denim, har opnået både EU’s miljømærke (EU-blomsten) og det fællesnordiske Svanemærke – som det første denimmærke i verden. Hendes drøm er at skabe en hundrede procent cirkulær forretning, der ikke kun er bæredygtigt udtænkt i produktions- og salgsleddet, men som også tager højde for produktets efterbrugs-tid. Det håber hun, at Copenhagen Fashion Summit kan give hende viden omkring. Hun glæder sig især til at opleve de bæredygtige jeans-pionerer Everlane.

Hvad er dine forventninger til årets Copenhagen Fashion Summit?

 “Jeg har altid store forventninger til Copenhagen Fashion Summit. Alle i branchen er klar over, at vi ikke gør nok for at passe på kloden. Der bliver snakket meget overordnet omkring bæredygtighed, men vi skal tage action, og der er mange steder, vi kan gøre noget. Det er ikke nok at anvende økologisk bomuld eller genanvendt polyester. Vi skal helt omstrukturere den konventionelle værdikæde. Derfor håber jeg at se en masse aktører, der arbejder med gennemsigtighed og innovative løsninger, som jeg kan implementere i min egen virksomhed. Jeg går ind for en hundrede procent cirkulær forretning. Så jeg håber, at jeg kan få viden om, hvordan jeg kan få mit produkt retur, og hvordan jeg kan bruge det igen.”

 Hvad glæder du mest til?

“Jeg glæder mig til at høre Michael Preysman fra det amerikanske denimmærke Everlane. Det er jo min niche. Jeg glæder mig til at høre, hvad de gør for bæredygtighed. Den debat, hvor han deltager hedder ’Taking the Pulse on the Fashion Indutstry’ og har til formål at formidle konkrete råd, som man kan implementere. Jeg håber derfor at få konkrete løsninger, til de krav, vi skal stille til vores producenter.”

Er der noget, du gerne ville have set på programmet?

“Jeg ville ønske, der var mere fokus på kemi. I denimverdenen forurener man jo generelt set meget med indfarvning og vask. Jeg kunne derfor godt ønske mig mere info om det, flere retningslinjer og viden om, hvad man kan og bør gøre som virksomhed. Der bliver snakket rigtig meget om C02, men det ene udelukker jo ikke det andet. Det kan være svært at navigere i kemiens verden som en mindre virksomhed. Det oplevede jeg selv for to år siden, da vi ville indføre en såkaldt polybag, altså indpakning, som efter sigende skule være bionedbrydelig. Men kan den komme i kompost? Nej, det kan den ikke, fordi den vil ikke blive nedbrudt i jorden og afgiver i stedet plastikmolekyler. En polybag er kun god, hvis der er fælles retningslinjer for affaldssorteringen for firmaer. Hvad er alternativet så? Så selvom man gerne vil, og handler efter bedste intention, kan man risikere at misinformere sine forbrugere, hvis man ikke har viden omkring sådan noget som bionedbrydelighed. ”

Du har været til Copenhagen Fashion Summit flere gange. Hvorfor er det vigtigt for dig at deltage?

“Jeg startede en virksomhed, der tidligt gik ind for bæredygtighed. For mig er deltagelsen i Copenhagen Fashion Summit lige så vigtig en del af forretningen som modeugen. Jeg får hvert år viden, som er essentiel for et bæredygtigt firma som mit. Jeg bliver mere og mere ambitiøs i forhold til bæredygtighed hver gang, jeg kører hjem derfra. Jeg kan mærke min indre ildsjæl siger, at det er det her, jeg vil. Man kan sige, Copenhagen Fashion Summit er en slags katalysator for mit ambitionsniveau for firmaet. ”

Hvad er dine bæredygtige ambitioner?

“Man skal altid have store ambitioner, når det kommer til bæredygtighed, og det har jeg selvfølgelig også. Den cirkulære bæredygtige økonomi skal ind over vores firma. Vi skal have indhentet vores jeans efter de er færdige med at blive brugt og fundet ud af, hvordan vi får genanvendt dem. Det er essentielt at finde ud af, hvordan vi begrænser vores forbrug. Jeg tror ikke, at vi kommer til at gå udelukkende med genbrugstøj. Det bliver en del af garderoben, men lysten til noget nyt vil altid være der. Så længe vi ikke har varedeklaration på tøj, så er certificeringen vejen til at hjælpe forbrugerne med at finde rundt i bæredygtighed og det er derfor vi arbejder så intensivt med det.”