Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dansk herrebutik på ny liste over de 100 bedste i verden

Goods er – som den eneste danske modebutik – havnet på det britiske livsstilsmagasin Monocles liste over de bedste fysiske retailere i verden.
Goods er – som den eneste danske modebutik – havnet på det britiske livsstilsmagasin Monocles liste over de bedste fysiske retailere i verden.

I sidste uge udgav det populære britiske livstilsmagasin Monocle en ny bog ved navn ’The Monocle Guide to Shops, Kiosks and Markets’. En bog, der hylder det traditionelle butikskoncept i en tid, hvor den digitale købsoplevelse ellers er godt på vej til at overtage føringen fra den fysiske. Her er listet magasinets 100 yndlingsbutikker i verden indenfor alt fra blomster- og bogforhandlere, stormagasiner og design- og tøjbutikker, som, ifølge dem, gør et ekstraordinært stykke arbejde for at holde liv i fysisk retail anno 2019. Og på denne liste finder man – ovenikøbet som det eneste danske af slagsen – den københavnske modebutik Goods med ejer Kasper Hostrup i front.

Det er ikke mere end én måned siden, at vi kunne udgive vores store interview med Kasper Hostrup, der ærligt fortalte om både at starte egen virksomhed fra bunden, at gå mod strømmen ved satse fuldt ud på den fysiske butik og ikke mindst om at kende sine styrker og svagheder i konkurrencen med de store online giganter. Og det ser han ud til at være kommet godt i mål med, taget både butikkens succes og nu denne udenlandske anerkendelse i betragtning. En anerkendelse, der vækker stor begejstring hos Kasper Hostrup selv.

“For os kan både placeringen og skulderklappet, der medfølger, ikke komme fra et bedre sted end fra Monocle. De er et medie, som siden deres start for mere end 12 år siden har sat en ære i at rapportere om det bedste retail fra hele verden. De har korrespondenter i alle store byer i verden og ser om nogen betydningen af exceptionel fysisk retail i en digital tidsalder,” siger Kasper Hostrup om Goods placering på listen og tilføjer:

“Vi er meget stolte over den internationale anderkendelse, som vi høster rundt omkring i øjeblikket, men vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærrene. Vi vil fortsætte med at gøre vores yderste for at dygtiggøre os på alle parametre.”

Autenticitet, kvalitet og service frem for alt

“Det handler om den personlige betjening. Vores kunder er meget loyale, og vi er på fornavn med rigtig mange af dem, fordi vi gør en dyd ud af at lære dem at kende.”

Sådan sagde Kasper Hostrup til spørgsmålet om, hvad han selv tror er grunden til Goods fortsatte succes i en mere og mere digital verden, da vi besøgte ham i butikken på Østerbro. Og det er da også netop ord som service og autenticitet, der bruges, når Monocle skal begrunde deres valg af de 100 butikker på listen.

“I en tid, hvor det meste af vores tid bruges foran en skærm, er det forfriskende at træde ind i et fysisk rum, hvor du kan opleve produkterne selv og tage en snak med butikspersonalet over en kop kaffe. Gjort rigtigt kan butikker bringe mennesker sammen og opretholde samfund. Men hvad udgør en god butik? Ifølge os hos Monocle, skal en butik have et formål. Den skal værdsætte autenticitet, kvalitet og service over alt andet. Den skal give dig lyst til at blive hængende – og, på samme tid, give dig lyst til mere, når du går,” skriver magasinet i bogens indledning. Om valget af Goods til listen skriver de blandt andet:

“Når de kommer til tøj er stifteren af Goods, Kasper Hostrup, stærkt imod logomani og sæsonmæssige trends. Udvalget af tøj i hans virksomheds eneste fysiske forretning på Østerbro understreger Hostrups egen personlige stil – ubesværet cool og fremragende kvalitet.”

Udover Goods har kun én anden dansk butik fundet vej til Monocles liste, navnlig møbelforretningen Carl Hansen & Søn på Bredgade i København.

LÆS OGSÅ:

Rains på listen over Europas hurtigst voksende virksomheder