Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE, REGNSKAB

Libertine-Libertine udvider ejerkredsen med branchekendte ansigter

Christian Stadil og Niels Mikkelsen har tidligere haft succes med fællesinvestering. Nu gælder det københavnerbrandet Libertine-Libertine.
Christian Stadil og Niels Mikkelsen har tidligere haft succes med fællesinvestering. Nu gælder det københavnerbrandet Libertine-Libertine.

Det ti år gamle københavnerbrand Libertine-Libertine tager hul på deres internationale vækstpotentiale med en ambitiøs udvidelse af ejerkredsen. Det er nemlig Hummel og Thornico-direktøren Christian Stadil og IC Groups Niels Mikkelsen, der indtræder.

Brandet blev grundlagt i 2009 af Rasmus Bak, Pernille Schwarz og Peter Ovesen og er i dag aktivt i 12 lande, hvor de forhandles i 250 butikker. Men nu skal nye markeder altså indtages.

“Med partnerskabet har vi først og fremmest budt to engagerede og erfarne allierede velkomne i ejerkredsen. Deres stærke ekspertiser kommer til at bidrage betydeligt til at ekspandere den forretning, vi har arbejdet på at etablere i med- og modgang, siden den spæde opstart. Fra første møde var der exceptionel kemi, og vi oplevede en bemærkelsesværdig forståelse for brandet og ånden bag virksomheden. Det revitaliserede tilgangen til vores forretning og gav ekstra blod på tanden til at sætte kurs mod nogle ambitiøse vækstmål internationalt med integriteten i behold,” udtaler Rasmus Bak i en pressemeddelelse.

Startede året med positivt regnskab

Libertine-Libertine kunne dette forår fremlægge et positivt regnskab, hvor bruttofortjenesten var hævet markant og bundlinjen var vendt fra minus til plus. Og det er i denne positive ånd, at man har mod på mere vækst. Det er dog ikke kun det, der har tricket Christian Stadil og Niels Mikkelsen til at få ind i brandet. Ifølge Christian Stadil, er det brandets blanding af coolness og professionalisme, som han fortæller i pressemeddelelse:

“Libertine-Libertine er et brand med enormt potentiale, herunder internationalt. Jeg har siden starten, på afstand og som kunde, fulgt brandet med en form for ærefrygt. Brandet har en spændende kernefortælling omkring Libertiner-universet, og har været kropsliggørelsen af cool. Derfor er det utroligt spændende at blive lukket indenfor og samtidig erfare, at virksomheden har en af de mest passionerede og professionelle ejerkredse i branchen. Niels og jeg føler kun der mangler en gnist hvad angår international skalering af forretningen, og den håber vi blandt andet at kunne bidrage med. Det bliver en rigtig spændende rejse.”

Investor-duoen har tidligere investeret i Stine Goya med stor succes, og ligesom hos Goya regner de, ifølge Børsen, med også her at kunne firdoble omsætningen på få år. Niels Mikkelsen supplerer:

“Allerede fra første dag var der en helt speciel energi i rummet, da Christian Stadil og jeg mødte de tre founders bag brandet. Sjældent har jeg oplevet en så stor motivation for at påbegynde en dyb proces med nye investorer ombord. Libertine-Libertine er skabt med nogle helt grundlæggende værdier og et univers, som har stort potentiale. Jeg har efterhånden deltaget i så mange vækstcases, at man hurtigt kan fornemme om et potentiale er tilstede. I dette tilfælde var jeg ikke i tvivl.”