Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Nyt inkluderende sportsbrand vil donere 10 procent af alt salg til velgørenhed

Stifterne bag det helt nye sportsmærke Planet Nusa, Mille Skat og Kristine Esmer, vil foruden velgørenhed sætte fokus på kvinder i alle størrelser.
Stifterne bag det helt nye sportsmærke Planet Nusa, Mille Skat og Kristine Esmer, vil foruden velgørenhed sætte fokus på kvinder i alle størrelser.

Både Kristine Esmer og Mille Skat har en baggrund i modebranchen, hvor de begge har arbejdet med salg og marketing i forskellige roller for virksomheder som Smac Agency, Fiveunits og Just Female. Men nu har de to besluttet at kaste sig ud i iværksætterfaget og stifte brandet Planet Nusa. Et brand, der vil gøre op med fastlåste kropsidealer og skabe et univers, hvor træning og fysisk aktivitet skal være både sjovt og behageligt, uanset hvilken kropstype man har.

“Planet Nusa er et univers, hvor kvinder skal føle sig velkommen, og hvor dét at føle sig godt tilpas er i fokus. Vi lytter til forbrugerne og deres behov og vil tale til forskellighederne, både indenfor træningsformer og kropstyper. Derfor har vi skabt Planet Nusa,” fortæller Mille Skat i en pressemeddelelse.

Brandets fokus på forskelligheder har også sat sig præg på deres markedsføringsstrategi, sådan at både sociale medier og kampagner er bygget op omkring billeder af kvinder i alle størrelser – en tendens, som flere og flere brands er tappet ind i de seneste år.

“Vi ønsker at tale til alle kvinder, og vores tøj fremhæver derfor det karismatiske og kvindelige ved alle kropstyper – på tværs af størrelser. Det har vi fundet essentielt at manifestere gennem vores markedsføringskanaler,” fortsætter den anden halvdel af Planet Nusa-duoen, Kristine Esmer.

At tænke bæredygtighed og gode formål ind fra start

Planet Nusas kollektioner er bygget op omkring træningsprodukter som tights, sports bh’er, T-shirts og sweatshirts. Ligesom mange andre nye og etablerede brands efterhånden er begyndt på, har Kristine Esmer og Mille Skat også valgt at arbejde på at skabe en mere miljøvenlig produktion og sortiment. Af denne grund er Planet Nusas leverandører valgt ud fra en række kriterier indenfor både miljø og arbejdsvilkår, ligesom at samtlige produkter er fremstillet i Europa og af materialer som økologisk bomuld.

Men Kristine Esmer og Mille Skat har også besluttet, at deres virksomhed ikke bare skal skåne miljøet og mennesker – det skal også støtte dem. Derfor arbejder Planet Nusa sammen med forskellige internationale NGO’er og vil som en del af deres forretningsmodel donere 10 procent af alle salg fra deres webshop til velgørenhed. Det betyder, at når en kunde lægger en vare i indkøbskurven, får vedkommende mulighed for at vælge imellem flere organisationer og dermed selv beslutte, hvilket formål donationen skal gå til.

De første to organisationer, Planet Nusa samarbejder med, er SOS Børnebyerne og organisationen GAME, der er en non-profit organisation, som arbejder med gadeidræt og streetkultur både i Danmark og lande som Libanon, Somaliland og Jordan.

Planet Nusa lanceres officielt den 1. april 2019.