Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
modestylist Souvanni Asmussen har vendt sit kreative talent mod kunstens verden
Alle nyheder, Indland

Fra stylist til billedkunstner: “Det handler om at indfange samfundstendenser”

Den danske modestylist Souvanni Asmussen har vendt sit kreative talent mod kunstens verden og kan denne måned løfte sløret for sin første soloudstilling ’Ladyland’.
Den danske modestylist Souvanni Asmussen har vendt sit kreative talent mod kunstens verden og kan denne måned løfte sløret for sin første soloudstilling ’Ladyland’.

Den tidligere modestylist Souvanni Asmussen, som har haft sin daglige gang i den danske modebranche siden starten af 1990’erne for publikationer som Dansk, Elle og Cover og brands som Birger Christensen og Saga Furs, har de seneste år vendt sit talent mod en anden kreativ verden. Først som illustrator og nu som billedkunstner.

“Jeg opfatter kunst og mode som tæt forbundne, fordi det i begge tilfælde ofte handler om at indfange noget i tiden – nogle samfundstendenser. For mig er billedkunsten et frirum, hvor jeg kan skabe præcis de udtryk og stemninger, som optager mig. Tidligere skulle jeg ofte lede længe efter en kjole i den helt rigtige farve – nu blander jeg den selv,” siger hun.

To af Souvanni Asmussens værker fra udstillingen ‘Ladyland’

Souvanni Asmussen er oprindeligt uddannet designer fra Danmarks Designskole, men har gennem sin opvækst med to illustrator-forældre, Fleur Brofos Asmussen og Des Asmussen, altid været draget af billedkunsten ved siden af arbejdet som stylist. Men nu er hun klar til at tage springet helt. Derfor er hun denne måned aktuel med sin første soloudstilling. En udstilling, der har fået navnet ’Ladyland’ på grund af de mange farverige kvindeportrætter lavet af eksperimenterende materialer og taktile teksturer som gaffatape, karton, akvareller samt tekstiler, som hun finder frem fra gemmerne efter mange års arbejde i modebranchen. Og det er da også en baggrund, som tydeligt skinner igennem i hendes værker, der med sin tidstypiske mode- og designreferencer skriver sig ind i det uundgåelige krydsfelt, der eksisterer mellem de to brancher. Ikke mindst som gensidig inspirationskilde.

“Det er svært at vide, hvem der påvirker hvem, men der er helt sikkert en stærk forbindelse mellem mode og kunst – især i disse år. Jeg tror, det tager udgangspunkt i unge kreative mennesker, som er interesserede i nye tendenser på alle planer. De skal så på et tidspunkt vælge hvilken retning, de vil gå, men kommer løbende til at følge med i, hvad ’det andet hold’ laver. Det viser sig gerne ved samstemmende farveholdninger og formsprog,” siger hun og tilføjer:

“Det er nok mest folk i modebranchen, der vil erkende, at de bliver inspireret af kunsten, da det af nogen opfattes som ’finere’. Omvendt er mange kunstnere nok mere ubevidst påvirkede af moden,” afslutter Souvanni Asmussen.

Souvanni Asmussens værker er de sidste par år blevet solgt hos blandt andre Stilleben i København. Hendes første soloudstilling, ’Ladyland’, kan opleves fra den 22. marts til 29. april på Gallery KN på Frederiksberg.