Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Zalando vil investere 300 millioner euro i 2019: “Vi vil være en uundværlig del af kundernes liv”

Den tyske webgigant kunne i sidste uge fremlægge både ny strategi, rekordresultat og en udvidelse af ledelsen – men de har også et ønske om at uddanne kunderne i bæredygtighed, fortalte nordisk direktør Kenneth Melchior.
Den tyske webgigant kunne i sidste uge fremlægge både ny strategi, rekordresultat og en udvidelse af ledelsen – men de har også et ønske om at uddanne kunderne i bæredygtighed, fortalte nordisk direktør Kenneth Melchior.

“Vores mål er at blive startdestinationen for mode.”

Sådan fortalte Zalandos tre stiftere og co-CEOs Rubin Ritter, David Schneider og Robert Gentz, da de torsdag den 28. februar indtog scenen under deres allerførste pressekonference for selskabets årsregnskab. En konference, som blev afholdt i deres spritnye hovedkontor i Berlin, og som fremadrettet vil blive arrangeret årligt, når den tyske webgigants nyeste tal og opdaterede strategier skal fremlægges. Og det var tre glade Zalando-stiftere, der førte pressen igennem resultaterne for 2018.

Omsætningen var steget med 20 procent og endte på 5,4 milliarder euro. Antallet af aktive kunder steg fra 23,1 millioner i 2017 til 26,4 millioner i 2018. 116,2 millioner ordrer blev ekspederet gennem 3,1 milliarder besøg. Alt i alt et tilfredsstillende år for Zalando på trods af udfordringer med væksten i det tredje kvartal af 2018, hvor driftsresultatet faldt til et underskud på 38,9 millioner euro, på trods af en stigning i omsætningen på 11,7 procent.

“2018 havde sine udfordringer, men vi fokuserede vores indsats i fjerde kvartal for at kunne realisere en stærk afslutning på året. Vores resultater i fjerde kvartal giver os stor tiltro til, at vores langsigtede vækstplaner fortsat er godt på vej,” sagde Rubin Ritter, da han som virksomhedens strategiansvarlige stod for at fremlægge resultaterne – resultater, der har skabt stor tilfredsstillelse på tværs af hele Zalandos ledelse, da de, som han selv formulerede det, er “ekstra imponerende taget i betragtning, at virksomheden kun er ti år gammel.”

Zalandos nye hovedkontor i Berlin

Fremtidig strategi kræver udvidelse af ledelse

Zalandos ambition om at blive startdestinationen for mode i Europa er dog ikke helt ny. Allerede i september sidste år kunne Caroline Carlqvist, Senior Business Development Manager hos Zalando, fortælle, at et af hovedmålene er at transformere deres image fra kommerciel salgsmaskine til 360-graders modeplatform. Lignende udmelding kom fra Director Northern Europe Kenneth Melchior til Dansk Mode og Textils topmøde i 2017, hvor han fortalte, at planen var at blive indenfor salget af mode, hvad Spotify er for musik.

Ifølge David Schneider, der overtog ordet efter Rubin Ritter til pressekonferencen, har dette mål også været en del af Zalandos forretningsplan fra starten. Men det er også noget, som de vil sætte endnu mere ind på i løbet af de næste fem år.

“Vi vil gerne være det første sted folk tænker på, når de leder efter et specifikt produkt. Vi vil være en uundværlig del af deres liv, som det sted, hvor de kan få stillet alle deres behov indenfor mode. De skal tænke: “Hvis det ikke er på Zalando, eksisterer det ikke.” Og her mener vi, at vi har et stort potentiale og allerede er godt på vej,” siger han og peger på en graf på storskærmen, som viser, at Zalando ligger nummer ét på listen over de mest populære webshops for mode i Europa. Nummer to er Inditex, efterfulgt af H&M og Asos.

Men alligevel er der plads til forbedring. Selvom Zalando er den mest populære platform, servicerer de på nuværende tidspunkt kun 1,6 procent af modemarkedet i Europa. Målet er, at det tal skal stige til fem procent indenfor den nærmeste fremtid. En vækst, de vil realisere ved at styrke deres partnerprogram, leveringsydelser, teknologi og medlemstilbud. For bare at nævne nogle af de fokusområder, der skal investeres penge i i 2019 – 300 millioner euro, for at være præcis. Derudover har de valgt at udvide ledelsen med to nye ansigter per 1. april 2019. Her tiltræder David Schröder som ny CFO (Chief Financial Officer) og Jim Freeman, som CTO (Chief Technology Officer). Begge hentet internt med ønsket om at udvide virksomhedens kompetencer på ledelsesniveau og derigennem kunne realisere deres ambitiøse vækstplan. 

Bæredygtighed – endnu et parameter at indregne

Men kan man overhovedet snakke mode i dag uden at sende en tanke til miljøet og den skadende effekt tøjindustrien har herpå? Ikke mindst når man som Zalando lever af at finde metoder til at få kunderne til at købe mere tøj? Det spørgsmål stillede vi Kenneth Melchior, da vi mødtes med ham efter pressekonferencen for at tale om virksomhedens fremadrettede strategi med særligt fokus på Norden. Og her står det klart, at det ikke bare er planen at være startdestinationen for mode – det er også planen at være frontløber indenfor bæredygtig mode.

“Det er også vores klare mål at være den førende destination for bæredygtig mode,” siger Kenneth Melchior og forklarer, at det især er noget, de oplever efterspørgsel på i Norden – fra både samarbejdspartnere og kunder. Derfor er der allerede nu taget flere initiativer udi at fremme en grønnere forbrugeradfærd.

“Vi vil gerne gøre det nemmere for forbrugerne at tænke bæredygtigt, når de shopper. Derfor har vi blandt andet indført filtre, der markerer om et produkt er bæredygtigt – og dem har vi på nuværende tidspunkt 15.000 af,” siger han og fortæller, at de også har set på deres leverings- og returservice og herunder sparet 90.000 pakker indenfor det sidste halve år ved at lade kunder i Tyskland samle deres returneringer og dermed holde antallet af sendinger nede. Også deres allerede introducerede ’Size Flag’, der via maskinlæring hjælper kunder med at finde den rette størrelse, har til formål at mindske antallet af returneringer – og dermed miljøbelastning. Små skridt, ja, men også markeringen af en begyndende interesse i at tage mere højde for miljøet i deres forretning. Alligevel understreger Kenneth Melchior, at det dog ikke betyder, at Zalando fra den ene dag til den anden kan blive 100 procent ’grøn’.

“Jeg har læst, at det lige nu kun er omkring én procent af alt sortiment indenfor tøj, der er bæredygtigt. Så vi kan ikke bare ændre vores forretning lige pludselig. Produkterne og efterspørgslen skal følge med. Men det, vi kan gøre, er at prøve at uddanne de cirka 26 millioner kunder, som vi har, og sørge for, at dem, der er interesseret i det bæredygtige valg, kan finde det hos os,” siger Kenneth Melchior videre og fortæller, at de ser på det som et partnerskab med brandsene. Som en mulighed for at gøre hinanden bedre.

“For eksempel havde vi i sidste uge besøg af Filipa K og Designers Remix, som er meget aktive indenfor bæredygtighed. Vi ønsker ikke bare at læne os ikke tilbage og forvente, at vores partnere leverer. Vi vil gerne være en aktiv medspiller. Og derfor har vi sat ret ambitiøse mål for os selv nu og endnu mere fremover,” afslutter han.

Fashion Forum var inviteret af Zalando.

LÆS OGSÅ:

Zalando introducerer ny kategori i Danmark