"Det har aldrig været lettere at foretage bæredygtighedstiltag, der kan gøre en positiv forskel."
Under modeugen spurgte vi fire bæredygtige brands på de to københavnske messer, hvordan de oplevede messernes fokus på bæredygtighed. I denne uge fortæller Christian Maibom fra Revolver, i et åbent brev til redaktionen, hvilke tiltag de som messe tager.På Fashion Forums egen foranledning, artiklen ’Hvor synlig er bæredygtigheden på messerne’, vil vi naturligvis gerne delagtiggøre alle interesserede i de hidtidige, såvel som planlagte, tiltag som Revolver står for i forhold til bæredygtighed.
Revolver har hidtil ikke og vil sikkert ej heller i nærmeste fremtid, markedsføre sig selv qua vores forskellige bæredygtighedstiltag. Man kan derimod forvente, at vi fremadrettet vil fortsætte med at gøre opmærksom på de bæredygtige tiltag som vores udstillende brands initierer – fuldstændig i lighed med den øvrige markedsføring af vores udstillende brands’ fantastiske kvaliteter.
Såvel mit tidligere show, messen Gallery, som min partner Jan Carlsens tidligere show, messen Cph Vision, begyndte allerede i 2008 at kompensere for det CO2-aftryk, vi som messer afledte på det tidspunkt. Efter fælles aftale købte vi begge CO2-kvoter, hvilket på det tidspunkt var en af de mest effektive bæredygtige løsninger eller kompensationer.
Da det cirka et år senere blev muligt, begyndte vi begge tillige at købe grøn vindmøllestrøm til afviklingen af messerne. Ligeledes med det formål at styrke messernes bæredygtighed med de, på det tidspunkt forhåndenværende muligheder, der var praktisk såvel som økonomisk gennemførlige for os.
Begge tiltag blev således igangsat før Copenhagen Fashion Week opstartede det nu benævnte og fantastiske initiativ Global Fashion Agenda i 2009, hvorfor de begge kan ses som de allerførste spæde, men konkrete bæredygtighedstiltag, der blev foretaget af nogen aktører i forbindelse med afviklingen af Copenhagen Fashion Week.
Personligt har jeg altid haft en udfordring med på den ene side at være superbevidst om, hvilke udfordringer, vi som modebranche skaber for vores omgivelser med vores virksomhed, og så på den anden side at opleve dele af branchen, nationalt som internationalt, benytte en næsten from markedsføring af sig selv qua diverse bæredygtighedstiltag.
Det er en super svær balancegang, som vi endnu ikke rigtigt har fundet. Se blot på den aktuelle men relevante debat, som et enkelt velment og fint, men også kommercielt tiltænkt show, igangsatte under den just overståede modeuge.
Ud fra et pragmatisk synspunkt kan man anføre, at alt nyt skal begynde et eller andet sted, samt at lidt er bedre end intet. I hvert fald når det handler om tiltag, der tilsikrer at forbedre vilkårene og livet på vores klode.
Med fremkomsten af FNs 17 bæredygtige verdensmål i 2015, synes jeg personligt, det begyndte at give mening. Den vedtagne resolution er et udtryk for, at løsningen på klodens udfordringer ikke er enkle, men meget komplekse og omfattende.
Således handler løsningen ikke kun om økologi, CO2-reduktion og recycling, men i lige så høj grad om fattigdoms- og ulighedsbekæmpelse, kamp for uddannelse, anstændige arbejdsforhold og gender equality iblandt meget andet.
Alle bidrag indenfor de 17 bæredygtighedsmål er lige vigtige, agtværdige og nødvendige til en samlet løsning.
Omvendt betyder dette også, at det aldrig været lettere for os, som individer, firmaer og branche, at foretage bæredygtighedstiltag, der alle vil kunne gøre en positiv forskel.
Udover de førnævnte tiltag har Revolver gennemført eller planlagt følgende initiativer:
- Revolver har skrottet det konventionelle og trykte papirkatalog og i stedet investeret i en rimeligt avanceret APP-løsning, der tillige har overflødiggjort den printede billet.
- Revolver har fravalgt vores sponsorat på kildevandflasker og dermed fra denne sæson og fremadrettet sparet naturen for produktionen og muligt affald fra 16.000 pet flasker per sæson. I stedet har vi for egen regning opsat vandautometer med tilhørende bæredygtige papkrus.
- Revolver er påbegyndt udskiftningen af de konventionelle messetæpper og påregner fra den kommende sæson udelukkende at benytte tæpper, der er genanvendelige og vi vil ligeledes tilsikre at tæpperne efter endt brug transporteres til recycling.
- Revolver har i forbindelse med vores tilbagevendende presse event ‘The Copenhagen Searata’ lavet flere arrangementer, hvor vi har haft indslag med fokus på et eller flere af FNs 17 bæredygtighedsmål. Herunder har Olafur Elisson i 2017 personligt promoveret ‘Little Sun’, der udover at være en bæredygtig solenergi-lampe tillige hjælper børn i udsatte områder af verden med læselys og dermed indirekte med deres uddannelse. Revolver donerede i denne forbindelse Little Sun lamper til organisationen www.movingschool.org, der tilsikrer udsatte børns uddannelse i Indien. Under denne modeuge, AW19, hvor vi afviklede Serata’en i samarbejde med Soulland, havde vi fået General Secretary of the United Nations i Geneve Michael Møller til at komme og give os alle en grøn og bæredygtig opsang fra allerhøjeste sted.
- Revolver har som et andet eksempel bevidst tilvalgt DHL som samarbejdspartner, da DHL er en af kurerbranchens mest ambitiøse, når det kommer til bæredygtig transport og logistik. Fuldstændig i tråd med, at vi efter bedste evne altid forsøger at vælge alle vores samarbejdspartnere ud fra samme bæredygtige kriterier. Det være sig også vores valg af Scandic-hotellerne til vores indkøbere og presse.
- Revolver har som et yderligere eksempel herpå bevidst valgt Gasoline Grill som leverandør af burgere/catering, da hele deres produkt er økologisk og for øvrigt også super velsmagende. Selvom det stadig inkluderer kød, så kan man også der gøre en lille, men vigtig forskel.
- Revolver er ligeledes gået i gang med en løbende udskiftning af vores konventionelle lamper for i stedet at benytte LED lamper, der har et væsentligt mindre energiforbrug og dermed ligeledes mindre CO2-aftryk.
- Revolver påbegynder fra den kommende sæson affaldssortering af messens affald. Indtil nu har vi desværre været alt alt for dårlige.
- Og endeligt vil Revolver fra næste sæson påbegynde en frivillig mærkning af de udstillende brands således, at det for de besøgende indkøbere tydeliggøres, indenfor hvilke af de 17 bæredygtighedsområder, de enkelte brands udmærker sig.
Vi er meget bevidste om, at vi som ansvarlig messe stadig har en lang række store opgaver foran os, der skal ordnes, så vi i endnu højere grad bidrager til løsningen af klodens udfordringer. Og tro mig, vi forsøger hele tiden at uppe os – vi taler blot ikke så meget om det…
Med venlig hilsen,
Christian Maibom
Founder & Kreativ Direktør
Revolver Int. Fashion Trade Show Cph.