Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Stine Goya
Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Goyas første grønne skridt var kunstnerisk, sanseligt, festligt

Stine Goya tog springet ind i den bæredygtige produktion med genbrug af sine egne, altid efterspurgte design af showpieces i en fin lille festkollektion.
Stine Goya tog springet ind i den bæredygtige produktion med genbrug af sine egne, altid efterspurgte design af showpieces i en fin lille festkollektion.

Stine Goya, AW19 Dance, Det Classenske Bibliotek, onsdag den 30. januar, klokken 17.00.

Den grønne agenda er sat for denne og kommende modeuger i København, så flere og flere af de deltagende modehuse og –brands kan leve op til målsætningen om mere bæredygtig tøjproduktion. Det er nemt nok for nye aktører at implementere processerne fra start, mens det kræver logistik for de etablerede firmaer at omstille sig til økologi og genbrug.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Stine Goya har længe tænkt på, hvordan og hvornår hendes brand kunne tage springet ind i fremtiden, og i dag tog hun det, i bogstaveligste forstand, med 12 moderne, ekstremt smukke dansere i stedet for modeller. De viste hendes capsule-kollektion med storytelling drama-positurer til tonerne fra avantgarde-saxofonisten Bendik Giske i en performance, der havde hentet inspiration i forfatteren Truman Capotes legendariske selskabsliv i 1960’ernes New York.

Der var nu ikke referencer til en bestemt tidsalder, men mere til idéen om at klæde sig fint på. Designet var umiskendeligt Stine Goya’sk, klassisk og nutidigt uden udløbsdato. Hun havde taget de bedste af sine showpieces gennem tiderne, som hun ofte er blevet spurgt om at sy op til særlige kunder, og samlet dem i denne særlige festkollektion, så genbruget både var i design og forsvarlige materialer indkøbt til formålet.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Der var smukke gensyn med hendes stjerneprint i sølv på sort chiffon i en kort cocktailkjole med klovnekrave og flæser og en lang kjole i varm rosa med asymmetrisk skuldersnit med store volanter og cirkusprikker. Hun dryssede bæredygtige pailletter på lange bløde kjoler i næsten-nude og pastelblå, ligesom hendes signatur-farve brunrosa gik igen i et velsiddende suit med sorte satinrevers og myriader af firkantede guldtern. Hun havde også leget med lurex i en blå-til-fuchsia regnbue-kjole og sat glimt på en kort hvid Matisse-blomstret, men ballets dronning var en meget kort kjole i A-linie, tæt broderet med pailletter i et næsten kimono-agtigt motiv for og bag og på begge ærmer. Sublimt.

Det var ikke til at se, at materialerne var bæredygtige, og det er måske den største cadeau til manifestet om at vænne forbrugerne til at købe bæredygtigt. De fleste af os vælger tøj med følelser snarere end fornuft, og de færreste af os vil give køb på stil og design. Stine Goya er endnu et eksempel på, at man ikke behøver gå på kompromis med nogen af delene.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Se hele kollektionen her.