Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Henrik Vibskov AW19
MODEUGE

Henrik Vibskov skabte nye økosystemer i Paris

Som en fast bestanddel af Paris' herremodeuge viste Henrik Vibskov sin AW19-kollektion, 'The Radish Arm Chair', i den franske hovedstad.
Som en fast bestanddel af Paris' herremodeuge viste Henrik Vibskov sin AW19-kollektion, 'The Radish Arm Chair', i den franske hovedstad.

Henrik Vibskov er altid garant for en spændende visuel fortælling som ramme for sine efterhånden utallige modeshows. Men de voluminøse lag af mønstre, print og broderinger og spændende taktile overflader, der kendetegner det Vibskovske univers, gemmer på flere lag end det umiddelbart præsente. I de senere år har man kunnet mærke en stigende miljømæssig opmærksomhed hos den Central Saint Martins-uddannede designer, der viste sin AW19-kollektion, “The Radish Arm Chair”, under den parisiske herremodeuge i lørdags på Institute du Monde Arabe – et show, der desværre fik hug for både forsinkelser og koordineringsproblemer af Vogues kritiker, Nick Remsen. 

I broderinger og i print anede man blomster, frugter og grøntsager og arme, der opdyrker landbrug. Mange af modellerne, mænd som kvinder i et mangfoldigt cast, havde blomster stukket ud gennem tøjet eller placeret i hovedet. Som for at symbolisere en forceret hybriditet mellem model og natur eller en blindhed over for det, der er lige foran øjnene på dig. Tøjet var som sædvanligt brugbart med lag af lange skjorter, frakker og kjoler, ligesom der på overbevisende facon blev trukket på outdoor-elementer, der er så rigt repræsenteret i modebilledet. Farverne var afdæmpede af en Henrik Vibskov-kollektion at være, men en flot, dyb orange stjal det farvemæssige billede.

Denne sæsons kollektion fra den danske multikunstner udfordrede vores syn på naturen. På den ene side er vores opfattelse af den nemlig præget af en romantisk ide om uskyld og renhed, men samtidig sætter vores teknologiske fremskridt den naturlige hastighed op. Og det er som om, vi er blinde over for vores rolle midt i det mest dyrebare, vi har. Det er dette clash, som denne kollektion visualiserer. Sætter spørgsmålstegn ved. Undersøger. Statisterne, der altid er en integreret del af et Henrik Vibskov-show, er et fint billede på dette, idet de gik og vandede radiser, der voksede inde i den pulserende og bølgende installation, som prydede midten af showscenen. De selvsamme radiser er i øvrigt en del af et urban farming-eksperiment fra danskerens kreative hånd. 

Se et udvalg af billederne fra Henrik Vibskovs AW19-show i Paris herunder.

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19

Henrik Vibskov AW19