Han Kjøbenhavn slår globale gnister i Paris
Det danske brand viste med deres debut i Paris i tirsdags, at de står fast ved rødderne selv i udlandet med kollektionen 'Fairytale Denmark'. Se billederne fra Han Kjøbenhavns AW19-show her.At tiden var kommet til at sige farvel til Han Kjøbenhavn og deres altid provokative, grænsesøgende shows under Copenhagen Fashion Week, stod klart allerede i august 2018, hvor det danske herrebrand annoncerede, at det var sidste gang de holdt show på hjemmebane. Ambitionerne var vokset udover de danske grænser og havde strukket sig helt til Paris, hvor HAN Kjøbenhavns seneste show fandt sted i tirsdags. Et show, der samtidig markerer brandets udenlandske debut efter cirka et årti på den danske showkalender.
Og der stod det klart, at Han Kjøbenhavns kreative direktør, Jannik Wikkelsø Davidsen, ikke har tænkt sig at lægge sin showstil på hylden, blot fordi rammerne er skiftet ud fra velkendte København til ærefrygtige Paris. Både den betonbeklædte catwalk og de i alt 38 indgange, der bød på alt fra oversize frakker og velourjakkesæt, flossede denimsilhuetter og lak og læder i lange baner, stod som klare beviser herpå. For slet ikke at tale om modelcastet, der bød på en bred palette af ‘normale’ kvinder og mænd – foruden den danske topmodel Lykke May Andersen selvfølgelig, som tilføjede catwalken et strejf af ‘fame’. Modeller, hvis største fællesnævner må siges at være den form for kant, der kommer med tatoveringer, stærkt afbleget hår og piercinger. Altsammen med til at understrege den skævhed og evige reference til samfundets rå ydersider, som Han Kjøbenhavn for længst har taget patent på.
Alt i alt beviste Han Kjøbenhavn, at de – om vi vil det eller ej – er flyttet hjemmefra med en kollektion og et show, der på den ene side var et genkendeligt og sikkert træk fra Jannik Wikkelsø Davidsens erfarne hånd og på den anden side viste en ny og international side af det ellers karakteristiske københavnske mærke – der dog sendte små, men indiskrete hilsner tilbage til moderlandet med Dannebrog- og “Greetings Denmark”-print på blandt andet sweatshirts.
Se et udvalg af billederne fra Han Kjøbenhavns AW19-show i Paris her.