Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Tonsure teamer op med Illum om ny kollektion

Tonsure teamer op med Illum

Det danske stormagasin med den internationale karakter satser på flere eksklusive samarbejder - i første omgang med herrebrandet Tonsure.
Det danske stormagasin med den internationale karakter satser på flere eksklusive samarbejder - i første omgang med herrebrandet Tonsure.

I efteråret slog Illum, der markerer sig på modefronten som Danmarks mest internationale stormagasin, dørene op for en helt ny herreafdeling. Her hænger Acne Studios, Emporia Armani og Saint Laurent side om side med yngre danske brands som Halo, Heliot Emil og nu også Tonsure. Og netop Tonsure har nu indgået et kollektionssamarbejde med Illum, som led i en strategi om flere brandsamarbejder.

“I forbindelse med etableringen af Illums nye herreunivers og overordnede strategi faldt det naturligt at bringe Tonsure ombord, som en del af vores internationale brandmiks. Tonsure er, efter min personlige mening, et af tidens stærkeste danske herrebrands med en lovende fremtid. Det vil vi som hus gerne støtte op omkring. Samtidig er efterspørgslen på ’exclusive collabs’ noget, vi mærker stor interesse for fra vores kunder. Derfor var det oplagt at række ud til Tonsure og i samarbejde med Malte Flagsted skabe en kollektion eksklusivt for Illum,” fortæller Kristoffer Sakurai, Buying Manager for Men’s Fashion hos Illum.

Den lille kollektion bestående af hoodies og T-shirts er præget af Tonsures applikerede logo på en bund af stærk orange og præsenterer samtidig brandets første sneakers; en letvægtig model med hvide såler, der kommer i to bærende farver, turkis og gul. Tonsure x Illum-kollektionen, som kun forhandles i begrænset oplag i en begrænset periode, har fået sit eget område i herreuniverset på første sal, hvor man også kan finde elementer fra brandets aktuelle kollektion. Herunder en blød, ternet dunparka i italiensk letvægtsnylon og mere klassiske strik med det lille bamsehoved, der er blevet synkront med brandet efter deres samarbejde med den tyske bamsefabrik Steiff.

Om samarbejdet siger Tonsures chefdesigner og grundlægger, Malte Flagsted:

“Illum er en spændende samarbejdspartner for Tonsure, da deres sortiment er en god kombination af skæve, trendbaserede high-end brands og tidløs luksus. Med det rammer de plet på et segment, som Tonsure bevæger sig godt i både brand- og designmæssigt, og derfor var samarbejdet om en limiteret kollektion og pop up shop helt oplagt.”

Tonsure x ILLUM er i handlen nu.

LÆS OGSÅ:

Sælgeren: “Man skal altid spille med åbne kort”