Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Strategi

Colorful Standard runder 500 forhandlere i sit første leveår

Det danske brand brager derudad med sine økologiske, trendfarvede basisvarer. Nu venter et japansk gennembrud.
Det danske brand brager derudad med sine økologiske, trendfarvede basisvarer. Nu venter et japansk gennembrud.

Da vi talte med Tue Deleuran, manden bag Colorful Standard, i april måned var det bæredygtige brand repræsenteret i 300 butikker på verdensplan – herunder Birger Christensen, Galeries Lafayette og Yoox.com – og det bare syv måneder efter det farverige koncept var blevet lanceret.

Her godt et halvt år senere er farten den samme.

Forhandlerlisten har nu rundet 500 fordelt på 25 lande verden over. Blandt andet har Selfridges i London nu kastet sin kærlighed på Colorful Standards økologiske basisvarer. Og kunderne er mindst lige så begejstrede. Lanceringen i det hæderkronede stormagasins afdelinger i Manchester og London skete for et par uger siden. Allerede tre dage efter blev der lagt en supplerende ordre på yderligere 200 T-shirts.

“Aftalen med Selfridges betyder rigtig meget, da det er én af verdens bedst sælgende og højest profilerede stormagasiner. Selfridges er også én af verdens mest indflydelsesrige modedestinationer, og mange internationale indkøbere holder sig løbende ajour med hvilke nye brands, de tager ind. Så at de sendte en suppleringsordre efter tre dage, er en vigtig indikator for salget på det internationale modemarked – og selvfølgelig en fantastisk start på vores samarbejde med dem,” fortæller Tue Deleuran og beretter i samme ombæring om en lignende succes i stormagasinet Galeries Lafayette i Paris, som nu er en af brandets allerstørste kunder.

Ny distributør og store forventninger

Men det fremadstormende mærke synes ikke at stoppe her. Drømmen er et gennembrud på det japanske marked, hvilket dog ikke er uden udfordringer for et europæisk mærke uden den store erfaring her. Derfor har Colorful Standard ledt efter den rette distributør til at virkeliggøre den drøm. Valget faldt på den japanske distributørvirksomhed Showroom Session / Unite Nine Showroom, der primært arbejder sammen med de største japanske modekæder som BEAMS, United Arrow, Tomorrowland, SHIPS og Isetan.

Colorful Standards nye distributør omsatte for 130 millioner kroner i 2017 og har faciliteret japansk succes for flere udenlandske mærker. Blandt andre det amerikanske mærke Sayaka Davis og britiske Karl Donoghue, der har henholdsvis 120 og 250 forhandlere i Japan.

“Vi har høje forventninger til Japan, men er også indforståede med, at det er et marked som kan tage tid. Japanske indkøbere kan være meget konservative de første par sæsoner, da de gerne vil lære brandet at kende og sikre sig, at man ikke ændrer brandets stil eller direction den efterfølgende sæson,” forklarer Tue Deleuran, der dog i første omgang vil sikre de eksisterende kunder, inden han gør sig for store forhåbninger på nye markeder. Tegningerne til noget stort er dog til stede.

“Vores ambition for 2019 er først og fremmest at sikre at vores distribution og logistik er så optimal som muligt. Efterspørgslen i 2018 har været fantastisk. Men nu er vores primære opgave at servicere vores nuværende kunder og forhandlere på bedst mulig måde,” slutter Tue Deleuran.