Ilse Jacobsen tager kritik til sig: tegner overenskomst for ansatte
Efter massiv kritik om dårlige arbejdsforhold er Ilse Jacobsen nu klar til at skride til handling. Fremadrettet er medarbejdere i IJH A/S på overenskomst fra Dansk Industri.Der er nye tider på vej for medarbejderne i Ilse Jacobsens virksomhed IJH A/S. Efter en periode med stor kritik har hun meldt sig ind hos arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI). Det betyder, at de ansatte fremover bliver dækket af en overenskomst og dermed er forsikrede om forsvarlige løn- og ansættelsesvilkår. Det skriver Avisen.dk i dag.
Beslutningen kommer i kølvandet på en periode med massiv modstand og kritik af den ellers så folkekære designer, der af adskillelige medarbejdere blev beskyldt for at skabe et dårligt arbejdsmiljø fyldt med stress, fyringer og gentagne arbejdsretlige sager. Det resulterede blandt andet i, at virksomhedens bestyrelsesformand Morten Albæk valgte at lave om i ledelsen, sådan at Ilse Jacobsen og hendes mand Jesper Bo Jacobsen skulle gå af for i stedet at koncentrere sig om bestyrelsesarbejde.
Det medførte også, at 3F varslede konflikt mod Ilse Jacobsen, hvis hun ikke gik med til at tegne en overenskomst for sine ansatte. Og den kritik er tydeligvis blevet taget til efterretning – dog med indmeldelse i DI og ikke 3F.
“Vi er blevet medlem af DI, og det betyder, at vi hopper ind i industriens overenskomster. Vi vil kun vores medarbejdere det bedste,” fortæller Michala Mørch, der er HR-chef i IJH A/S, til Avisen.dk.
En overenskomst til kurbadet er på vej
Medlemskabet i DI betyder, at Ilse Jacobsen fremover er forpligtet at leve op til en række krav om medarbejderforhold. Krav, der igennem overenskomsten er indgået mellem DI og Centralorganisationen af industriansatte i Danmark (CO-Industri), hvor også 3F og HK er medlemmer.
Ifølge Avisen.dk betyder medlemsskabet også, at Ilse Jacobsen skal gå i dialog med en fagforening, hvis en af hendes medarbejdere ønsker en overenskomst derfra.
Dog er det ikke alle, som arbejder for Ilse Jacobsen, der fremover har papir på deres medarbejder-rettigheder. Aftalen med DI omhandler nemlig kun IJH A/S og altså ikke designerens kurbad i Hornbæk.
“Der vil vi jo så fortsætte med at prøve at få tegnet en overenskomst. Vi er glade for, at vi er i en god dialog med Ilse Jacobsen om at tegne overenskomst, og næste skridt bliver at aftale et møde om realitets-forhandlinger,” siger næstformand Ronny Iversen til Avisen.dk.