Salling Group afviser overtagelse af Magasin
Den danske koncern var spået som en af kandidaterne til at købe den udbudte stormagasinkæde. Men nu har direktøren afvist alle rygter. Salling vil ikke købe Magasin.Hvem der skal overtage ejerskabet af Magasin har været kilde til spekulationer, siden deres britiske ejer, Debenhams, i sommers satte et prisskilt på den danske stormagasinkæde. Her har øjnene især været stift rettet mod den ditto danske konkurrent Salling, som flere spåede som mulig overtager af ejerskabet. Salling har dog forholdt sig i ro og ikke kommenteret på rygterne. Indtil nu.
Administrerende direktør Per Bank har i dag takket endeligt nej til at få Magasin ind i folden – en fold, der allerede huser både egne stormagasiner i Aarhus og Aalborg, samt en lang række dagligvarekæder, herunder blandt andre Føtex, Bilka og Netto. Det skriver Finans i dag.
“Vi har sagt nej tak til at indgå i en proces om Magasin. Vores Salling-stormagasiner er inde i en rigtig flot udvikling, men jeg vurderer ikke, at vi skal bruge kapital på flere stormagasiner. Vores fokus ligger på at udvikle den nuværende forretning, selvom vi selvfølgelig også holder øje på nye muligheder,” siger Per Bank til Finans.
En presset sælger
Men hvis ikke Salling, hvem så? Meget tyder på, at et salg af Magasin ville gøre godt for britiske Debenhams, der er mere presset end nogensinde. Det viste store udsving i koncernens aktiekurs, der, ifølge Berlingske Business, i onsdags faldt med hele 21 procent på børsen i London. Et fald, der skriver sig ind som det mest alvorlige for Debenhams det seneste årti. Det skaber bekymring hos investorerne, ligesom at også flere leverandører har valgt at afbryde samarbejdet med kæden. Det har fået flere engelske medier til at spekulere i en mulig konkurs.
“Jeg ved, at andre leverandører er nervøse over at fortsætte samarbejdet med Debenhams, og vi er i samme båd. Det kan ende som en katastrofe for dem,” siger en anonym leverandør, ifølge Berlingske Business, til Drapers.
Magasin selv har en sund økonomi, hvilket stormagasinets seneste regnskab understregede. Et regnskab, hvis stabilitet vakte glæde hos Magasins økonomidirektør, Peter Fabricius, som var godt tilfreds med resultatet i et år med flere store investeringer.
Debenhams har tidligere udtalt, at de forventer, at salget af Magasin kan indbringe dem mellem 1,6 og 2 milliarder kroner.