Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
ackite

Ny dansk designer har kunderne med i designprocessen

For Morten Rasmussen og hans mærke Ackite er kunderne det vigtigste. Han har fokus på, at designet skal være til dem og ikke til ham selv. Og så er hans ambition at forene hele verden med Ackites sort-hvide klæder.
For Morten Rasmussen og hans mærke Ackite er kunderne det vigtigste. Han har fokus på, at designet skal være til dem og ikke til ham selv. Og så er hans ambition at forene hele verden med Ackites sort-hvide klæder.

Endnu et brand under det aarhusianske vækstinitiativ Headstart Fashion har fået luft under vingerne. Efter kun et år på markedet har Morten Rasmussen fået hul igennem til den danske retailscene med sit aarhusianske mærke Ackite. Senest er Samsøe Samsøe føjet til forhandlerlisten, der i forvejen tæller etablerede butikker som Birger Christensen og Flavour. Målet er at udfordre en branche, som den selvudlærte designer og tøjmand, Morten Rasmussen, mener står stille.

“Mange i branchen er for upersonlige over for deres kunder, synes jeg. De tænker på, hvad de gerne selv vil have, i stedet for at tænke over, hvad kunderne rent faktisk mangler,” siger han og forklarer videre:

“Vi er meget aktive i vores kommunikation med vores kunder på Instagram. Ligesom vi også inviterer dem til vores showroom, hvor vi lytter til deres kommentarer til designet og eventuelle forbedringer, der kunne gøre dem endnu gladere for Ackite. På den måde håber vi, at vores brand ikke bliver outdated,” siger Morten Rasmussen, der startede sin karriere som butikselev i Samsøe Samsøe, før han startede sit brand sidste år.

Og netop det autodidakte aspekt ser han som en klar fordel. Det betyder nemlig, at han hverken er præget af branchenormer eller kassetænkning. I stedet er han, med sine egne ord, mere fri.

“For mig er det helt klart en styrke, at jeg ikke er uddannet designer. Jeg er ikke blevet opfostret til at gøre tingene på én bestemt måde og kan gøre, hvad jeg har lyst til. Der er selvfølgeligt småting i designfasen, jeg godt kan mangle erfaring med, men det er en af de udfordringer, der er spændende. Og at mærke, at jeg hele tiden rykker mig,” forklarer Morten Rasmussen, der trods sin autodidakte baggrund og unge alder har skyhøje ambitioner på sit brands vegne.

ackite

Black & White = Ackite

For Morten Rasmussen skal Ackite bygge bro mellem kulturer og mennesker. Det monokrome, sort-hvide univers bærer tydeligt præg af streetkulturens nuværende silhuetter, camouflage-glæde, printdyrkelse og hang til funktionalisme. Et univers, der deler ligheder med blandt andre Virgil Ablohs Off-White og Alyx i udlandet og Heliot Emil og MUF10 herhjemme. Og så er mærket, helt i tidsånden, henvendt begge køn.

“Det er vigtigt for mig at bryde barriererne mellem mand og kvinde. Vi er for alle og ønsker ikke at markedsføre os på ét bestemt køn. Derudover eksekveres vores markedsføring ud fra en ambition om at vise, hvordan tøjet rent faktisk bliver brugt i forskellige gøremål i hverdagen. På den ene side er vi et modebrand, men det er samtidig vigtigt, at kunderne forstår tøjet. Hvordan det faktisk kan bruges,” fortæller Morten Rasmussen og understreger igen sit enorme kundefokus. For som han siger:

“Vi bruger meget tid på Instagram, da vores målgruppe forstår de sociale medier og dermed, hvordan de kan interagere med brandet – og i sidste ende få indflydelse. En bevidst transparent strategi fra vores side.”

Samarbejde og store ambitioner

En af grundelementerne i Ackites design er de gode materialekvaliteter, som Morten Rasmussen håndplukker fra de klassiske metervarenationer Japan, Italien og Portugal. Herefter bliver de sendt til en fabrik i Istanbul.

“Vi har valgt fabrikken, fordi det er enormt nemt at komme til Istanbul. Jeg er der typisk to gange om måneden, fordi producenten og jeg har et tæt samarbejde. Vi har samlet hele produktionen her, så vi kan holde overblikket og undgå fejl, som tit opstår, når man har flere forskellige producenter. Og så har vi de samme ambitioner for brandet,” forklarer han og siger, at de faktisk mødtes under brandets første messe i København sidste år.

“Efter at have mødt dem første gang, satte vi os ned og snakkede om vores fremtidsambitioner på brandets vegne. Det fede er, at de er enormt involverede i hele processen – fra ideen opstår, til at den bliver udført. De tager ejerskab, fordi det er vigtigt for os begge, at kvaliteten lever op til forventningerne,” siger han med henvisning til brandets store armbevægelser, der ultimativt skal tage dem verden rundt.

“Ambitionen er, at vi sælger over hele verden. Netop nu har vi fokus på at udbygge de nærmarkeder, vi har. Men vi har en ambition om at skalere brandet hurtigt og sikkert. Vi vil gerne sælge til de største stormagasiner i verden, og vi har faktisk allerede planlagt møder med flere af dem i Paris til januar,” slutter den ambitiøse designer.