Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Dansk slow fashion-koncept rykker til London

Snart kan også de engelske forbrugere få fingrene i de eftertragtede, danske livstilsprodukter fra Moshi Moshi Mind, når stifterne Stine Skjoldborg og Rikke Rasmussen åbner deres første butik i London.
Snart kan også de engelske forbrugere få fingrene i de eftertragtede, danske livstilsprodukter fra Moshi Moshi Mind, når stifterne Stine Skjoldborg og Rikke Rasmussen åbner deres første butik i London.

“Vi ved, at tiden er moden nu, og at vi som virksomhed er et sted, hvor det at gå helhjertet ind i et nyt marked er næste skridt. Vi kan se, at der er plads til os, og at den livsstil, vi repræsenterer, i høj grad er relevant i lige netop London.”

Det fortæller den ene halvdel af duoen bag den danske brand og butikskoncept, Moshi Moshi Mind, Stine Skjoldborg, i en pressemeddelelse. Sammen med sin partner, Rikke Rasmussen, har hun netop løftet sløret for brandets nyeste butiksudvidelse – den første af slagsen i Storbritannien, nærmere bestemt i Notting Hill i London.

Siden 2006 har duoen Stine Skjoldborg og Rikke Rasmussen opbygget et livsstilunivers med fokus på slow fashion. Hos Moshi Moshi Mind arbejdes der derfor hverken med kollektioner eller trends, men nærmere med ideen om at ændre den måde, hvorpå vi tænker på tøj og beklædning.

“Moshi Moshi Mind er en livsstilsvirksomhed, som er bygget på tydelige værdier. Vi designer ud fra et fokus på, at alt skal kunne bruges på mange måder, at stil er individuel, og at holdninger er det, der definerer os. De kvinder, der er draget af vores univers, deler de værdier, og de er bestemt lige så relevante i et hotspot som London,” supplerer Rikke Rasmussen.

I dag kan man finde Moshi Moshi Mind-butikker på tværs af hele Danmark, både i Hellerup, Frederiksberg og Østerbro i København, såvel som i Aarhus og Aalborg. Fælles for dem er det, at de er franchisebutikker og derfor drives af eksterne partnere, der gerne vil tage del i Stine Skjoldborg og Rikke Rasmussens koncept. Og også denne nye butik – som bliver brandets eneste uden for de danske grænser – er kommet til verden ved hjælp af franchisekonceptet.

“Vi har fundet de helt rigtige partnere at træde ud i nye eventyr med, nemlig gode venner af huset, Jenny og Roger Ericsson,” fortæller Stine Skjoldborg og henviser til det ægtepar, som driver butikken på Østerbro og som derfor, ifølge de to stiftere, er de helt rigtige til at føre deres koncept ind på det britiske marked.

Den nye Moshi Moshi Mind-butik i London åbner i dag, torsdag den 6. september 2018.