Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Miinto udvider i Polen

Det danske webshopkoncept Miinto, der sælger tøj fra lokale modebutikker på deres online platform, udvider nu deres marked til Polen.
Det danske webshopkoncept Miinto, der sælger tøj fra lokale modebutikker på deres online platform, udvider nu deres marked til Polen.

Webshopkonceptet Miinto, der sætter lokale, fysiske modebutikker i forbindelse med digitale kunder, har nu lanceret en polsk version af platformen. Sådan som butiksstrukturen i Polen er skruet sammen nu, findes der primært high end-brands, som udelukkende forhandler deres eget tøj, og derfor er der et undertal af multibrand stores. Med Miinto vil der altså komme en ny platform, hvor flere brands er samlet på ét sted, så de bliver mere bredt tilgængelige for Polens knap 38 millioner indbyggere.

Den nye version vil primært forhandle lokale, polske high end-designere, men Miinto har planer om efterhånden at udvide med danske mærker i takt med, at de ser, hvad der er efterspørgsel på. Ifølge en pressemeddelelse fra Miinto, er interessen for skandinavisk mode og design støt stigende i Polen, og det forventer de at komme til at mærke på salget hos de danske butikker på platformen.

Polen er dog ikke ukendt territorium for Miinto, som længe har haft kontor dernede, hvor de er blevet klar til åbningen af den nye webshop.

“Vi har allerede vores udviklingsafdeling siddende i Polen, og nu har vi udvidet med en driftsafdeling, der er dedikeret til miinto.pl. Jeg har selv mødt mange af de lokale designere, og det bliver spændende at hjælpe dem til øget salg via Miintos platform”, fortæller Konrad A. Kierklo, der er CEO i Miinto.

Godt potentiale i Polen

Ligesom i resten af verden stiger onlinesalget, og derfor er det vigtigt for de brands, der nu kun eksisterer i fysiske butikker, at få en online platform, hvor de også er tilgængelige. Eftersom Polen ligger under det europæiske gennemsnit på retailmarkedet, vurderer Miinto, at der er gode muligheder for at vokse endnu mere her.

“Alle taler om, at den voksende nethandel er en udfordring for små og store butikker, der ikke kan konkurrere med de store webshops’ enorme udbud af brands”, siger Konrad A. Kierklo, “Men med Miinto får de butikker deres egen slagkraftige adgang til websalg.”

“For os er de lokale, fysiske forretninger de rigtige modebutikker med indkøbere, der kender kunderne og passionerede sælgere, der ved hvad rigtig service og kundebetjening er. De kan noget helt andet end et stort automatiseret varelager i Sverige eller Tyskland”, fortsætter Konrad A. Kierklo.

I Danmark sælger mere end 400 lokale modebutikker gennem Miinto og globalt mere end 1.300 – tallet er stadigt stigende. Miinto forventer desuden at åbne i flere Europæiske lande dette efterår.