Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Marketingdirektør om Miinto-udvidelse: ”Det er bare begyndelsen”

Det online butikskoncept åbner webshop på endnu et marked – denne gang til fordel for de belgiske modeforbrugere. Det er første skridt i en større ekspansion, fortæller CMO Marc Østerskov.
Det online butikskoncept åbner webshop på endnu et marked – denne gang til fordel for de belgiske modeforbrugere. Det er første skridt i en større ekspansion, fortæller CMO Marc Østerskov.

Det danske onlinekoncept har siden grundlæggelsen i 2009 på succesfuldt vis matchet lokale modebutikker med forbrugere i både Danmark, Sverige, Norge, Holland – og nu også Belgien. Miinto har nemlig netop udvidet repertoiret med det femte marked i rækken og åbnet en portal, hvor de belgiske kunder kan shoppe lokale butikkers varer hjemme fra egen stue.

“Vi er stolte og glade hos Miinto, da vi nu tilføjer endnu et lovende marked til vores voksende portefølje. Belgien har meget at byde på, når det gælder gode butikker, efterspurgte brands og stærke koncepter, som vi ser frem til at samarbejde med,“ fortæller CMO Marc Østerskov.

Et gunstigt match
Men det er ikke uden overvejelser, at man kaster sig ud at implementere et koncept, som det Miinto står bag, til et helt nyt marked og med nyt sprog og nye forbrugsmønstre. For Marc Østerskov har det krævet en del indsigt og forberedelser, at realisere drømmen om en portal i Belgien.

”Vi har brugt tid og ressourcer på at forberede os til denne udvidelse, både i form af skabe en forståelse for de detailforhold, der eksisterer i Belgien, men også i forhold til at undersøge, hvilke potentielle konkurrenter, der er på markedet,” siger han og fortæller, at de ligeledes har analyseret de belgiske forbrugere og tilpasset hjemmesiden hertil.

For eksempel har de fået lokale til at afprøve sitet før lancering, med henblik på at få input til, hvilke dos and don’ts der måtte være i den belgiske kundes optik, ligesom de har brugt Google Trends, til at få hånd i hanke med, hvilke brands de belgiske modeforbrugere efterspørger.

”Vi har talt med mange forskellige tøjforhandlere i Belgien, inden vi tog den endelige beslutning. Det er vigtigt at kende markedet, hvis man skal være sikker på, at der er et match,” siger han videre.

Og et match, det var der. Ifølge Marc Østerskov, er der stor opbakning til lokale tøjforretninger i Belgien, samtidig med at der er en stigende interesse for e-handel, hvilket tilsammen udgjorde de rette betingelser for Miintos forretningsmodel. Men udover gunstige forhold, faldt valget også på Belgien, da virksomheden allerede i forvejen driver en webshop i Holland og har dertilhørende kontor i Amsterdam. Det betyder, at den nye hjemmeside er i nærområdet af et allerede udforsket territorium – og det har gjort udvidelsen en del mere gnidningsfri.

”Det har været relativt hurtigt at overføre konceptet til Belgien, da vi allerede er repræsenteret i den del af Europa og har kontor i nærheden. Vi er gået ind i den del af Belgien, hvor der tales hollandsk, og derudover bruger de også euro, så der har egentlig ikke været så mange nødvendige tilpasninger, hverken sprogligt eller valutamæssigt,” fortsætter Marc Østerskov.

Kun begyndelsen
Det nye site drives delvist fra Miintos hovedkontor i Danmark, der står for at udvikle det meste indhold og marketing, og delvist fra kontoret i Amsterdam, hvorfra der sidder en direktør, med ansvar for både den hollandske og belgiske del af virksomheden. Derudover er planen, at der skal ansættes en såkaldt Marketing Activating Manager, som skal agere bindeled mellem det danske hovedsæde og det nye marked og som skal eksekvere de fra hovedkontoret anførte opgaver og strategier.

Derudover kan Marc Østerskov fortælle, at de har indgået samarbejde med et lokalt PR- og eventbureau, med henblik på at styrke brandingen af Miinto i Belgien og for at etablere aftaler med belgiske influencere, Instagrammere og brandambassadører – præcis, som man ville have gjort det herhjemme.

”Vi plejer at sige, at vi helst skal kunne tilbyde mellem 25 og 30 tusinde forskellige varer, før vi har en velfungerende webshop og et stærkt sortiment. På det nye site i Belgien har vi allerede nu cirka det dobbelte, og vi forventer at lave aftaler med mange flere brands løbende, i takt med at vi får udbredt kendskabet til Miinto. Det er lidt en selvopfyldende profeti,” siger Marc Østerskov, der oplever en overraskende stor interesse fra brands og butikker i landet, som gerne vil støtte deres værdier om at skabe lokal shopping online.

”Det her er bare begyndelsen. Vi har planer om at udvide porteføljen i Europa endnu mere allerede næste år og i 2019,” slutter han.

Miintos belgiske portal åbnede officielt de virtuelle døre i går.