Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Loewe
Alle nyheder, Indland, Kalender

En smykkegigant i København, et stribet søgsmål og en taske med et godt formål

Tiffany & Co slår dørene op til deres første nordiske butik i Illum, Helly Hansen lægger sag an mod Virgil Abloh, og Loewe lancerer en taskekollektion for at redde verdens elefantbestand.
Tiffany & Co slår dørene op til deres første nordiske butik i Illum, Helly Hansen lægger sag an mod Virgil Abloh, og Loewe lancerer en taskekollektion for at redde verdens elefantbestand.

Fint besøg

Det verdensberømte smykke- og designhus Tiffany & Co. kunne i mandags åbne dørene til deres første butik i Norden – en butik, de har valgt at placere i Illum i København.

“København er en by i udvikling og et voksende marked for luksusvarer med et pulserende kulturelt liv. Vi er glade og stolte over at være en del af denne spændende tid for byen, og for at tilbyde danske kunder Tiffanys spændende designs, kvalitet og innovation,” lyder det i en pressemeddelelse fra Sandra Mohsni, administrerende direktør for Tiffany & Co. i Danmark.

Tiffany & Co. blev stiftet i 1837 og har i dag mere end 300 forretninger i 20 lande på verdensplan. Den nye danske butik bliver placeret i Illums gadeplan på Strøget i København.

Tiffany & Co.’s nye butik, der åbnede i mandags i Illum.

Made in Reffen

Det danske denimprojekt ADP har netop sået dørene op til deres nye fabrik og flagskibsbutik i det nye område i København kaldet Reffen.

“Det er spændende at være en del af Reffen – at være med til at skabe et sted i København, som har så meget diversitet og nytænkning, og hvor alt er muligt. Det møder man ikke mange steder i dag. Udfordringen ved denne placering er naturligvis, at det primært er kendt for mad og drikke, så vi skal gøre meget for at gøre opmærksom på os selv. Men potentialet er til at få øje på, specielt med tanke på fremtidig onlinesalg,” udtaler ADPs stifter, Jesper Keiser, der har ambitioner om at gøre sit brand til et af verdens mest bæredygtige i samarbejde med danske Better World Fashion og finske Pure Waste.

Det danske denimbrand ADPs nye butik og atelier på Reffen.

Til kamp om striberne

Det norske sportsmærke Helly Hansen har netop sagsøgt et af tidens mest omtalte brands – Off-White. Helly Hansen mener nemlig, at Virgil Abloh og resten af Off-White-teamet bevidst har kopieret de karakteristiske striber, der i mere end 40 år har prydet mærkets T-shirts, skjorter og bukser. Med sagsøgningen kræver Helly Hansen ikke bare, at Virgil Abloh skal betale erstatning for at bryde deres ophavsret, men at Off-White også skal have deres egen varemærkeregistrering annulleret – også selvom de har gjort brug af det stribede logo siden 2013.

Who run the World Wide Web?

Selvom den svenske modegigant H&M på det seneste har været ramt af en stribe uheldige sager, såsom deres ’Coolest monkey in the jungle’-T-shirt og yderst debatterede tøjafbrænding, går det alligevel meget godt for kæmpekoncernen. Den digitale research-virksomhed SEMrush har nemlig løftet sløret for, at H&M faktisk er det mest populære modemærke på det store internet. Det betyder, at de overgår konkurrenter som Zara, Adidas og Nike, når det kommer til, hvor mange der søger på deres brand online.

H&M har samlet set lige godt 30 millioner internetsøgninger om måneden på verdensplan.

Intet Brexit hos Chanel

Der blæser nye vinde over det vel nok mest ikoniske modebrand i verden, Chanel. For nyligt offentliggjorde de for først gang nogensinde deres årsregnskab, og nu lancerer det ellers meget analoge modehus deres første webshop i England. En webshop, der følger i kølvandet på den amerikanske af slagsen, som så dagens lys for bare tre år siden. Den nye platform vil i første omgang sælge solbriller, der siden brandet lancerede dén kategori i 2000 har været en stor indtægtskilde for Chanel. Derudover er det ambitionen at videreføre den kundeservice, som forbrugere kan opleve i brandets øvrige butikker, hvorfor man også bliver betjent af fysisk personale, når man shopper online.

Loewe støtter elefanterne

Som støtte til Elephant Crisis Fund, der arbejder for at redde verdens elefantbestand, har det spanske high-end brand Loewe i samarbejde med kampagnen Knot On My Planet skabt en minikollektion af brandets genkendelige elefanttasker. Kollektionen er lavet af kvinder fra Samburu-folket i det nordlige Kenya i samarbejde med organisationen Save The Elephants, og blev officielt sat til salg i mandags på Loewes egen webshop. Alt overskud går ubeskåret til Elephant Crisis Funds arbejde.

Et jubilæum

Før det blev moderne at lave designsamarbejder, arbejdede det historiske tennisbrand Fred Perry og den belgiske stjernedesigner Raf Simons allerede sammen – og i år kan de fejre ti års jubilæum. I den forbindelse har duoen, der var nogle af de første til at fusionere streetwear og high fashion, valgt at relancere en række styles fra arkiverne – i alt vil 100 vakuum-indpakkede designs blive placeret på forskellige områder i verden, hvor duoen mener der eksisterer en unik subkultur.

Man kan via Fred Perrys Instagram følge med i, hvor de eksklusive pakker rammer næste gang.

Fred Perry og Raf Simons fejrer ti års samarbejde.