Julie Sandlau udvider forretningen med tre nye butikker
Det danske smykkebrand vil i løbet af sommeren åbne dørene til tre nye butikker i København og Odense. Målet er at bruge den tætte kontakt til kunderne til at styrke forretningen yderligere, fortæller CCO Rasmus Rask.“Det er en del af en større strategi om at udvikle vores forretning, at vi nu åbner tre nye Julie Sandlau-butikker. Gennem fysiske butikker kommer vi tættere på vores kunder, og det stiller både nogle høje krav til vores virksomhed, ligesom at det hjælper os med at blive bedre i alle dele af forretningen – både når det kommer til udviklingen af kollektioner og til at forstå andre markeder,” fortæller kommerciel direktør hos Julie Sandlau, Rasmus Rask, i forbindelse med brandets nyeste satsning indenfor detail. Det danske smykkemærke kan nemlig åbne dørene til ikke bare én eller to, men hele tre butikker denne sommer.
“Derudover handler det selvfølgelig også om, at de butikker, vi allerede har, går rigtig fornuftigt. Vi ville ikke åbne flere, hvis ikke det var rentabelt for os,“ fortsætter Rasmus Rask videre, der sammen med resten af Julie Sandlau-teamet den 22. juni kunne slå dørene op til brandets hidtil største butik. En butik, der er placeret i det attraktive shoppingmiljø i Terminal 2 i Københavns Lufthavn, hvor også flere andre danske brands nyder godt af de købeglade turister. Målet med denne placering er, ifølge Rasmus Rask, hovedsagligt at udbrede kendskabet til brandet på nye markeder.
“Ambitionen med butikken i Lufthavnen er helt klart, at Julie Sandlau-brandet bliver endnu mere kendt i Skandinavien, og at forbrugere fra hele verden får mulighed for at kigge forbi og se vores smykker,” siger han.
Et gunstigt samarbejde
Det er dog ikke kun de rejsende, der får gavn af brandets nye satsning. Også Magasins kunder kan se frem til at se mere til Julie Sandlau. Til august kan brandet nemlig følge op med åbningen af to nye butikker i henholdsvis Magasin på Kgs. Nytorv i København samt Magasin i Odense. Dermed når Julie Sandlaus butiksportefølje op på 12 placeringer fordelt rundt i Danmark.
“Vi har allerede butik i Magasin i Lyngby, og da det var et ønske for begge parter at udvide det samarbejde, var det et helt naturligt valg, at vi skulle åbne nye butikker i Magasin i Odense og København, da to områder blev ledige,” siger Rasmus Rask videre.
Men om Julie Sandlau regner med fortsat at udvide butiksporteføljen med samme hastighed fremadrettet er ikke sikkert.
“Der er flere spændende placeringer for åbningen af Julie Sandlau-butikker i Danmark. Lige nu er for eksempel Aalborg rigtig interessant for os. Men vi skal ikke op på mere end 15-16 stykker, før vi har mættet markedet herhjemme. Vi har også lige åbnet en butik i Oslo, så det er også et marked, vi har i fokus på,” siger han.
Julie Sandlau kunne sidste år fejre 15 års jubilæum og lancerede i den forbindelse et helt nyt brand ved navn ID Fine Jewelry, som er skabt med inspiration fra high street-tendenser, og derfor henvendt til en yngre målgruppe.
I de tre nye butikker kan man købe smykker fra Julie Sandlaus tre linjer, Julie Sandlau, Fine Jewelry og ID Fine Jewelry.