Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Wood Woods årsregnskab sætter nye højder

De sidste par år har været mere end profitable for det danske modebrand, Wood Wood, der i 2017 mere end femdoblede sit årsresultat. Det sikrer kapital til at investere i endnu mere vækst, fortæller administrerende direktør Per Gasseholm.
De sidste par år har været mere end profitable for det danske modebrand, Wood Wood, der i 2017 mere end femdoblede sit årsresultat. Det sikrer kapital til at investere i endnu mere vækst, fortæller administrerende direktør Per Gasseholm.

“Da jeg kom til i 2014, var Wood Wood allerede et stærkt brand med en stor følgerskare. Men det økonomiske potentiale var stadig uudnyttet og virksomheden tjente ikke penge. Og så kan man gøre to ting: Spare sig ud af det eller investere i vækst. Wood Wood var heldigvis et sted, hvor de var klar til at investere i vækst,” fortæller Per Gasseholm, der de sidste fire år har siddet i direktørstolen hos det danske modebrand Wood Wood. Herfra har han haft til opgave at optimere den forretning, som Karl-Oskar Olsen, Brian SS Jensen og Magnus Carstensen stiftede i 2002 og som rent kreativt fra dag ét har været en succes.

Og det med investeringerne ser ud til at lykkes. Sammen med resten af Wood Wood-teamet og moderselskabet Carrington ApS har han i denne måned løftet sløret for deres nyeste årsregnskab – et regnskab, der sætter en ny rekord for brandet, der sidste år kunne fejre sin 15 års fødselsdag. I løbet af 2017 formåede Wood Wood både at øge omsætning og fortjeneste. Brandets endelige resultat endte på 6,7 millioner kroner, hvilket er mere end en femdobling sammenlignet med de 1,2 millioner kroner, de fremlagde i 2016. Men at Wood Woods regnskab er en ny højdespringer for brandet kommer ikke som nogen overraskelse for Per Gasseholm.

“Regnskabet var helt som forventet. Vi havde allerede budgetteret med den her vækst,” siger han videre.

Råd til at flytte fokus

De sidste nu 16 år har Wood Wood formået at skabe et design-DNA, der er eftertragtet hos både de kvindelige og mandlige forbrugere. Men på trods af stor popularitet, har det langt fra altid været sorte tal, der har hersket på bundlinjen af deres regnskaber. Årsresultatet fra 2013, der mest af alt var kendetegnet af et underskud på 5,4 millioner kroner, afslørede et brand, der på trods af en designmæssig succes havde brug for fornyet administrativ energi. En person, der kunne dedikere sin tid til tallene og processerne. Og det blev Per Gasseholm. Men spørger man ham skyldes brandets nylige økonomiske kovending ikke en redning, men nærmere en bevidst beslutning om at flytte fokus.

“Wood Wood brugte de første 12 år på at opbygge brandet. De fokuserede på at gøre og ramme ’de rigtige’ ved at have en ekstremt begrænset distribution. Men de sidste par år er Wood Wood kommet til et sted, hvor vi kan begynde at åbne op og sætte ind på at udvide vores distribution og rækkevidde. Nu har vi kapaciteten og kapitalen til at bruge pengene på det,” siger Per Gasseholm og understreger:

“Nu har vi råd til at balancere både investeringer og andre forretningsdrivende aktiviteter samtidig med at vi bygger videre på det, Wood Wood står for.“

Ifølge ham, er Wood Woods store fremgang både båret af wholesale og retail. Brandet har i 2017 øget sin omsætning via sine fysiske butikker og webhandel med lige godt 30 procent. Også wholesale er øget med 23 procent i løbet af sidste år.

“Det er en balance mellem at vækste både på wholesale- og retail-fronten. Førstnævnte skyldes især vores internationale vækst. I løbet af de sidste tre år har vi åbnet flere kontorer i udlandet i Tyskland, England og Stockholm, som er nogle af vores kernemarkeder. Derudover har vi en dedikeret salgsorganisation, der ser mod resten af verden, hvor især USA og Asien har vist sig at være gode markeder med stor vækst i løbet af de sidste par år. Det koster selvfølgelig at sætte kontorer og showrooms op på eksterne markeder. Men det er også det, der driver væksten nu,” siger Per Gasseholm og fortæller, at omsætningen fra retail-siden dog stadig hovedsagligt kommer fra Danmark, da det er her brandet stadig har flest egne butikker.

Tid til at realisere det internationale potentiale

Det kommer dog ikke som en overraskelse, at Wood Wood har godt fat i udlandet. Brandet har for længst bevist, at deres genkendelige, street wear-inspirerede kreative univers kan stå sin gang også udenfor de danske grænser. Det ses både på brandets efterhånden lange række af designsamarbejder med både danske og internationale brands, som er gået som varmt brød både indenfor og udenfor Danmark. Derudover har Wood Wood de seneste år gnubbet skuldre med nogle af Europas mest succesfulde brands, når de har præsenteret deres nyeste kollektioner med shows under modeuger i både Milano, London og herhjemme i København. Alt sammen er det en del af en større internationalisering, som Per Gasseholm har initieret – eller måske nærmere sat i system – siden han tog direktørkasketten på. Og nu er brandet et sted, hvor han for alvor kan kaste de penge efter strategien, som det kræver.

“Nu er tiden til at optimere og realisere det potentiale, der er for Wood Wood i udlandet. Derfor er vores fokus nu og fremadrettet at udvikle virksomheden internationalt og samtidig at forblive loyale overfor vores designmæssige DNA,“ siger han og fortæller, at planen er at benytte den økonomiske opsving til at investere yderligere vækst uden at skulle bekymre sig ligeså meget om, om der er kapital til det.

“Vi er et sted nu, hvor vi er så langt fra de røde tal, som vi accepterede de første ti år, at det nu igen er lettere at tænke langsigtet. At foretage investeringer. Nu behøver vi ikke være bange for bundlinjen længere. Man kan ikke spare sig til vækst. Man er nødt til at udvikle og investere. Og det arbejder vi på nu,” fortsætter han.

Om Wood Wood til næste år kan fremlægge endnu et rekordregnskab, står ikke nødvendigvis skrevet i kortene for det danske brand. Ifølge Per Gasseholm, vil væksten fortsætte, men – tro mod brandets historie – er tal stadig ikke alt:

“Vores mål er at vækste toplinjen. Væksten på bunden ikke det vigtigste for os de næste par år. Så længe vi holder en god, sund afstand til nulpunktet og røde tal, så er vi tilfredse med det,” afslutter han.