Svensk regnbuekontor, nye butikker, ananassko og tenniskollektion.
Sofie Schnoor og & Other Stories åbner nye butikker, Monkis hovedkontor er blevet LGBTQ-godkendt, Nature laver ananasko, og Adidas teamer igen op med skate-kongerne fra Palace.Go (b)ananas!
Tønder-baserede Nature, der specialiserer sig i ergonomisk korrekt fodtøj, har netop løftet sløret for deres nyeste design, der tager firmaets bæredygtige ambitioner til nye højder. Den nye sko er nemlig lavet af ananasplanternes blade i et materiale som firmaet Piñatex® har gjort populært på grund af dets bæredygtighed – materialet kræver nemlig intet vand, og der bruges ingen pesticider i produktionen af råmaterialet, ananassen.
Den nye kollektion, hvor ananasskoen er et hovedelement, bliver præsenteret på Revolver-messen til august.
Skofirma med jubilæum
Det danske skomærke Billi Bi, der er kendt for deres tidstypiske, skandinaviske fodtøj, fylder 25 år til august. I den forbindelse har de lanceret en kollektion af sko, der fejrer de primære feminine detaljer, der i firmaets levetid har præget gadebilledet herhjemme.
Kollektionen lander i butikkerne i løbet af sommeren.
Sofie Schnoor udvider
Den danske designfavorit Sofie Schnoor, der med sin trendsikre smag har præget det danske designlandskab, kvinder og senere børn siden 2001, åbner lørdag den 30. juni dørene til sin 3. butik i Danmark. Butikken åbner i det fashionable Grønnegade-kvarter, hvor også Wood Wood, Kassandra og Masai huserer, og bliver den anden butik i København for Sofie Schnoor, der også har en butik på Gammel Kongevej.
Eventet er åbent for alle og løber fra klokken 10.00-16.00.
Forbrugeren beviser igen sin magt
I kølvandet på H&Ms uheldige T-shirt-episode tidligere på året, blev det igen-igen slået fast, at selv high-street-mode er politisk farvand. Alligevel lykkedes det supermarkedet Bilka at komme i stormvejr på grund af sloganet på en T-shirt i deres sortiment. Budskabet lød ’Girls don’t shout’ hvilket hurtigt blev tolket som en besked om, at piger skulle holde kæft, og så løb det ellers stærkt på de sociale medier. Designet blev kritiseret så meget, at Bilka nu har trukket T-shirten tilbage og beklaget den uheldige episode.
Trestribet tennistoenighed
Den tyske sportsgigant Adidas har netop annonceret deres andet samarbejde med det populære streetmærke Palace – denne gang om en tenniskollektion. Annonceringen sker i forbindelse med en af tennis-verdenens hovedattraktioner: Wimbledon. Kollektionen er desuden skate-mærkets første forsøg med kvindemode, der dermed slutter sig til herrelinjen, og låner æstetiske vibes fra ’70erne og ’80erne tilføjet Adidas’ moderne tech-detaljer .
Kollektionen bliver sat i handlen den 3. juli
Kering-brand lukker og slukker
Efter at være trådt tilbage fra sin stilling som kreativ direktør for luksusmærket Bottega Veneta, som han har bestridet i 17 år, har Tomas Maier nu også lukket sit brand i eget navn. Det sker efter at modekonglomeratet Kering har besluttet at kappe båndene til mærket i et forsøg på at strømline deres brandportefølje til udelukkende luksusmærker – Kerings ejerandele i Puma er også blevet solgt, og man arbejder netop nu på også at sælge andelene i printmageren Christoffer Kanes mærke.
Lukningen betyder, at Tomas Maiers to butikker i New York vil lukke, og at de kommende kollektioner vil blive aflyst.
Regnbue-godkendt modehovedkontor
H&M-ejede Monkis hovedkvarter i Gøteborg har fået et regnbuefarvet stempel. Den svenske støtteorganisation for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner, RFSL, har nemlig givet high street-brandet den første LGBTQ-certificering i modebranchen nogensinde. Det sker på baggrund af et tre-måneder langt medarbejderforløb, hvor de ansatte på Monkis hovedkontor har deltaget i workshops for at lære om de arbejdsmæssige udfordringer, LGBTQ-personer oplever.
Monki håber, at deres initiativ vil sprede sig i modebranchen og skabe en mere inkluderende modeverden.
Populær high-street åbner nye forretninger
Og nu til en anden H&M-nyhed: Det populære H&M-brand & Other Stories åbnede deres første butik i Danmark i 2013 med en placering på Amagertorv 29 i København. Siden er flere kommet til både i Aarhus og på Frederiksberg . Men nu er tiden kommet til at udvide porteføljen yderligere. Koncernen har netop annonceret, at de åbner to nye danske butikker i henholdsvis Fields og Lyngby Storcenter.
“Vi er meget glade for at udvide vores tilstedeværelse i København til områder udenfor byens centrum. Det er spændende at vokse i Danmark, og vi kan ikke vente med at møde endnu flere inspirerende danskere,” udtaler Sanna Lindberg, Managing Director fra & Other Stories, i en pressemeddelelse.
Begge butikker slår dørene op i efteråret 2018.
Internetsensation lander i London
Det mega-hypede australske brand Réalisation Par, der om nogen har bidraget til slå-om-kjolens comeback, rykker endelig ud af den digitale sfære. Brandet har ellers tidligere været et udelukkende online-initiativ, men åbner denne sommer en række pop-op butikker rundt om i verden. Første stop: London, Selfridges. Den imødesete pop-up-butik vil være at finde i stormagasinet fra 2. juli og 14 dage frem.
Pop-up-butikkerne vil hver især været tilpasset de udvalgte byer og udvalget vil på den måde adskille sig fra de umådeligt populære kjoler, man indtil nu kun har kunnet købe online.