Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Heartland, Mansur Gavriel til mænd og nye butikker. Her er Ugen i mode

H&M og Designskolen Kolding arbejder sammen om at udforske bæredygtig mode på Heartland, Son of a Tailor åbner fysisk butik og Storm lancerer samarbejde med norske Holzweiler.
H&M og Designskolen Kolding arbejder sammen om at udforske bæredygtig mode på Heartland, Son of a Tailor åbner fysisk butik og Storm lancerer samarbejde med norske Holzweiler.

Bæredygtigt åndehul på Heartland

Sommertid er festival-tid, og det inkluderer også den stadig nye af slagsen, Heartland Festival, der denne weekend løber af stablen i de smukke omgivelser ved Egeskov Slot på Fyn. Udover et spændende musikprogram, byder festivalen også på et bredere kulturprogram, der går i dybden med både kunst, mad og politik– og ikke mindst mode. I løbet af festivalens tre dage vil H&M og Designskolen Kolding åbne dørene til deres fælles område – Conscious Escape – dedikeret til temaer indenfor bæredygtighed, forbrug og fremtidens tekstiler.

Ny skobutik i hjertet af København

Det ligger i det 114 år gamle, danske skobrand Angulus’ ånd at forene design, kvalitet og komfort. Det cementerer de nu med åbningen af endnu en butik, hvor der er lagt vægt på det specialdesignede og snedkererede udtryk. I butikken, der har adresse på Kronprinsensgade, er der særligt fokus på brandets damekollektion, der forener et elegant og aktuelt design med den stødabsorberende og fodvenlige komfort, som mange især kender brandet for.

Træk stikket og prøv den på

Danske Son of a Tailor har stor succes med deres onlinehandel af skræddersyede herre-T-shirts – et koncept, der betyder at kunder kan indtaste deres egne mål og få en perfekt tilpasset T-shirt til samme pris, som mange af de mere almindelige af slagsen. Men selv om brandet er online-funderet, laver de i hele juni-måned en fysisk pop-up-butik i brilleforretningen VIU i Pilestræde i København, så man kan blive målt af deres skrædder, mærke kvaliteterne og prøve deres forskellige modeller på.

Efter Storm kommer kærlighed

Nu vi er ved de fysiske butikker, er der ingen vej uden om Storm i København, der udover sit eksklusive udvalg af internationale high-end mode- og livsstilsbrands også samarbejder med mindre brands om små kollektioner, der er på display i forretningen ved Gl. Mønt. Cecilie Bahnsen og Libertine-Libertine har været der, og denne maj sendte Tonsure og Storm en fælles kærlighedserklæring til København af sted. Nu er det norske Holzweilers tur. Brandet, der blev skabt af søskendeparret Susanne & Andreas Holzweiler, har fokuseret deres design-DNA på det innovative og progressive og har over de seneste år vundet indpas på den danske modescene. Kollektionen består blandt andet af et ternet tracksuit og hoodies til hende og ham.

To katte og en hund

Det er ikke mere end en uge siden, at vi kunne fortælle, at kreativ direktør for Louis Vuitton, Nicolas Ghesquière, på trods af rygterne om sin afgang, havde forlænget kontrakten med det franske modehus. Et par dage efter, i mandags, slog han sig endnu en gang fast som en af tidens dygtigste designere med Louis Vuitton’s Resort 2019-catwalk – til stor begejstring for hele branchen. Men ikke alt var som det gamle. Nicolas Ghesquière havde til kollektionen indgået et samarbejde med den britiske stylist, redaktør, illustrator og tidligere kreativ direktør på Vogue, Grace Coddington, som havde sat sit eget præg på Louis Vuittons ikoniske logo-print i form af illustrationer af hendes to katte og Nicolas Ghesquières hund.

Hej mænd

Luksus læderbrandet Mansur Gavriel har i denne uge annonceret, at de udvider repertoiret med en ny kollektion til mænd. Første kollektion til herrerne er brandets pre-fall 2018-taskekollektion, der dog udvides til også at inkludere tøj og sko til efterårskollektionen, som lanceres til august.

“Det er en naturlig forlængelse af Mansur Gavriel-brandet, som indrammer vores principper om elegance, kvalitet, holdbarhed og emotioner, alt sammen udtrykt i farver, materialer og former,” lyder det fra brandets stiftere, Rachel Mansur og Floriana Gavriel.