Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Smider du også tøjet?

Genbrugsbølgen lever i bedste velgående – Røde Kors er blevet en af Danmarks største detailkæder, H&M indsamler 89 millioner T-shirts på ét år og i England skal en ny app tage tøjdonationerne til nye højder.
Genbrugsbølgen lever i bedste velgående – Røde Kors er blevet en af Danmarks største detailkæder, H&M indsamler 89 millioner T-shirts på ét år og i England skal en ny app tage tøjdonationerne til nye højder.

I denne uge indsamles tonsvis af brugte skjorter, jakker og kjoler i den gode sags tjeneste. Røde Kors er nemlig i fuld gang med deres årlige Smid Tøjet-kampagne, der i samarbejde med TV2 har til formål at opfordre danskerne til at rydde op i klædeskabet og donere det tøj, der ikke længere bliver brugt. Men meget tyder på, at danskerne ikke kun rydder ud i garderoben én gang om året.

I denne uge har Røde Kors løftet sløret for deres årsregnskab – et regnskab, der slår nødhjælpsorganisationens hidtidige rekord. I løbet af 2017 blev der solgt så mange varer i de i alt 240 danske Røde Kors-butikker, at overskuddet ender på 65,95 millioner kroner, hvilket er en stigning på 4,5 procent sammenlignet med 2016 – og det kan de takke forbrugernes stigende genbrugslyst for.

“Overskuddet skyldes, at vi har modtaget mere tøj, at vi har fået flere butikker, og at vi har 9500 fantastiske frivillige til at stå i butikkerne uden at få en krone for det”, siger Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, ifølge Ritzau.

Med sine 240 butikker er Røde Kors i dag en af Danmarks største detailkæder. Men ifølge Anders Ladekarl, er genbrugseventyret først lige begyndt:

“Vi får flere butikker og større butikker. De skal ikke kun have tøj, men også møbler og nips, som danskerne gerne vil handle. Vi ser frem til at omsætte endnu flere ting og forhåbentlig tjene endnu mere på genbrug,” siger han videre.

Genbrug er guld

Nødhjælpsorganisationerne er dog langt fra de eneste, der har indset, at genbrug er guld – bogstavlig talt. Brands som Zara, H&M og & Other Stories er for længst også hoppet med på bølgen og indsamler i stor stil brugte varer i deres butikker verden over – H&M kunne for eksempel i sin seneste Sustainability Report, der blev offentliggjort i sidste uge, fortælle, at de i 2017 har indsamlet intet mindre end 18.000 tons tøj, svarende til omkring 89 millioner T-shirts.

Lignende initiativ har netop set dagens lys i England. Via en ny app kaldet reGAIN kan forbrugere i hele landet aflevere deres brugte tøj i en af projektets mere end 20.000 nuværende donationsstationer og til gengæld få en rabatkupon til forskellige modeforhandlere, heriblandt Superdry, Asics og New Balance, samt ikke-modeorienterede virksomheder som Expedia og Hotels.com.

Men hvilken effekt har sådanne initiativer på tøjforbruget, og hvad bliver der af de enorme mængder tøj, der hvert år indsamles på verdensplan? Ifølge Jack Ostrowski, grundlægger af Yellow Octopus, der står bag reGAIN, er tøjindsamlinger ikke en løsning, men nærmere et plaster på såret.

“Vi er realister, ikke idealister. Vi ved godt, at vi ikke kan stoppe folk fra at købe mere tøj, men vi kan skabe incitament til at ændre deres vaner og sikre at flere hundrede tons tøj ikke ender på en losseplads. Vores langsigtede mål er en verden, hvor tøj aldrig bliver affald,” siger han til Fashion United i forbindelse med lanceringen af reGAIN-appen.

For Røde Kors er det også et spørgsmål om at udnytte den enorme ressource, som tøj er. På organisationens hjemmeside kan man læse, at alt det tøj, de i denne uge indsamler, enten bliver givet væk eller solgt i en af organisationens genbrugsbutikker. Det der ikke kan sælges herhjemme, bliver sendt til udlandet, hvor det bliver solgt enten som tøj eller som råmateriale til tekstilfibre. 60 procent af indtjeningen herfra går, ifølge Anders Ladekarl, til hjælpearbejde i Danmark, for eksempel på at børn kan komme på sommerlejr eller på arrangementer for ensomme og udsatte. De sidste 40 procent går til hjælpearbejde i udlandet.

Smid Tøjet 2018 løber fra den 9. til den 22. april 2018, og du kan aflevere dit brugte tøj i alle Røde Kors-butikker eller tøjcontainere landet over.