Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Holch Povlsen satser stort på britisk tøjmærke

Når Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen spotter en forretningsmulighed er han ikke sen til at gribe den – denne gang har han opkøbt det britiske tøjbrand TOAST.
Når Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen spotter en forretningsmulighed er han ikke sen til at gribe den – denne gang har han opkøbt det britiske tøjbrand TOAST.

“Vi er stolte over at kunne byde TOAST velkommen i Bestseller-familien. Som detailhandlere indenfor mode har vi længe været imponerede over deres forretning, og gennem møder med selskabets ledelse har vi fået bekræftet det potentiale.”

Sådan udtaler Bestsellers ejer og administrerende direktør, Anders Holch Povlsen, i en pressemeddelelse om koncernens nyeste tilføjelse til brandporteføljen – han har nemlig endnu en gang været på virksomhedsshopping og denne gang opkøbt det britiske tøj- og livstilsbrand TOAST.

TOAST drives i dag hovedsagligt af den børsnoterede modekoncern French Connection, der ejer 75 procent af forretningen. Den resterende del ejes af ægteparret Jessica og Jamie Seaton, der grundlagde TOAST for 20 år siden. I dag har brandet 13 butikker i Storbritannien og omsatte, ifølge Finans, for lige godt 163 millioner kroner i seneste regnskabsår.

Opkøbet betyder, at TOAST bliver en del af Bestseller-paraplyen, men at brandet dog stadig skal drives som en selvstændig forretning. Selskabets nuværende ansatte skal derfor fortsat stå for driften af TOAST.

“BESTSELLER forventer, at partnerskabet bliver gensidigt fordelagtigt og ser frem til at støtte TOASTs nuværende vækstrate ved hjælp af både erfaring og viden på en global skala,” skriver den danske modekoncern videre i pressemeddelelsen.

Ifølge Bestseller, går handlen først endeligt igennem i løbet af de næste fire til seks uger, da opkøbet er underlagt lovgivningsmæssig godkendelse fra både konkurrencemyndighederne samt aktionærerne i French Connection.